Erhverv

Warren Buffett poster milliarder i tech-selskab

Teknologiselskabet Snowflake, der står foran sin Nasdaq-introduktion, vil ad to omgange hente 3,8 mia. kr. hos Berkshire Hathaway.

»I de seneste 54 år tror jeg ikke, at Berkshire nogensinde har deltaget i børsintroduktioner. De plejer ikke en gang at ringe til os,« lyder det fra de to topchefer for Berkshire Hathaway. Her Charlie Munger på 97 år (tv) og Warren Buffett, der lige er fyldt 90 år. Foto: AP Photo/Nati Harnik.

Warren Buffett og hans selskab Berkshire Hathaway er klar til at satse stort på børsintroduktionen af teknologiselskabet Snowflake.

Snowflake, der er et cloud computing selskab, planlægger at gå på New York Stock Exchange, NYSE, i New York i løbet af kort tid. Børsaspiranten har blandt andet sikret sig en større investering fra Warren Buffett.

Buffetts selskab Berkshire Hathaway har accepteret at købe aktier for 250 mio. dollars i forbindelse med en privat placering.

Desuden vil hans selskab købe aktier for yderligere mere end 300 mio. dollars af nogle af de nuværende aktionærer, fremgår det af ansøgningen til børsmyndighederne fra Snowflake.

Investeringen fra de to aktiekøb kan løbe op i 600 mio. dollars eller ca. 3,8 mia. kr., hvis den forventede pris på 80 dollar pr. aktie holder stik.

Det forventede interval pr aktie ventes at blive på mellem 75 og 85 dollar, skriver Bloomberg.

Warren Buffett holdt sig i mange år fra investeringer i IT-sektoren, men med store investeringer i blandt andet Apple har han ændret sin indstilling.

Snowflake anses for at være et af de mest interessante børsnoteringer i år, men alligevel er det nærmest naturstridigt, at se Warren Buffetts navn og børsintroduktion koblet sammen.

»I de seneste 54 år tror jeg ikke, at Berkshire nogensinde har deltaget i børsintroduktioner. De plejer ikke en gang at ringe til os, når det drejer sig om børsintroduktioner,« sagde de to ældre topchefer for Berkshire Hathaway, Warren Buffett (90) og Charlie Munger (97), til CNBC i foråret.

Warren Buffett har gennem længere tid siddet på selskabets enorme pengekasse uden at foretage store og opsigtsvækkende opkøb.

Men udover investeringen i Snowflake har Berkshire Hathaway på det seneste lindet lidt på låget til kassen og købt sig ind i blandt andet fem japanske selskaber med en samlet investering på 6,25 mia. dollars.

Berkshire Hathaway har stadig omkring 147 mia. dollars på kistebunden til investeringer.

BRANCHENYT
Læs også