Fortsæt til indhold

Modeselskaber klager over Konkurrencerådets afgørelse

Erhverv
/ritzau/FINANS

Modeselskaberne Kaufmann og Hugo Boss klager nu over afgørelser i sager fra Konkurrencerådet.

Det skriver Børsen.

Kaufmann, Ginsborg og Hugo Boss er kort før sommerferien kommet i uføre med Konkurrencerådet for at have udvekslet konkurrencegrænsende oplysninger.

Hugo Boss er både leverandør til de to tøjselskaber og konkurrent, da Hugo Boss selv har butikker.

Ifølge Konkurrencerådet strider det derfor imod reglerne, at konkurrenterne har udvekslet oplysninger.

Konkurrenter må ikke udveksle oplysninger om udsalg, priser og mængder, fordi det kan snyde forbrugerne for rabatter, som de ellers kunne have fået.

- Jeg forstår ikke, hvorfor vi skulle have gjort noget ulovligt. Vi må da vel tale med vores leverandører og høre om deres planer, og vi har kun talt med engrosdelen af Boss, der leverer til os og ikke den del af Boss-koncernen, der selv har butikker, siger Henrik Kaufmann, adm. direktør hos Kaufmann, til Børsen.

I begge sager har Hugo Boss appelleret. Kaufmann har ligeledes klaget over rådets afgørelse, mens Ginsborg endnu ikke har besluttet sig.

Artiklens emner
Kaufmann
Hugo Boss