Erhverv

Landbrugets mareridt fortsætter: Svinepest spreder sig i Tyskland

Svinepesten har tilsyneladende spredt sig i bestanden af vildsvin i det østlige Tyskland. Myndighederne har fundet yderligere fem inficerede dyr. Kødpriserne i hele Europa styrtdykker.

De tyske myndigheder har fundet yderligere fem vildsvin, som er inficeret med svinepest. Store markeder som Kina og Japan har allerede lukket for import af tysk svinekød.
Foto: Matthias Schrader/AP

De tyske myndigheder bekræfter nu, at der er fundet yderligere fem vildsvin, som er smittet med den frygtede sygdom svinepest.

Sygdommen blev første gang konstateret i det østlige Tyskland for en uge siden, da veterinærmyndighederne i delstaten Brandenburg fandt et vildsvin, som viste sig at være inficeret med sygdommen.

Håbet har hidtil været, at der blot var tale om et enkelt smittet dyr, som var kommet over grænsen fra det nærliggende Polen, hvor sygdommen i flere år har været vidt udbredt.

Fundet af yderligere fem syge vildsvin i samme område knuser disse forhåbninger, hvilket kan komme til at koste milliarder af kroner for tyske landbrug og muligvis også for danske landmænd og slagterier.

Store markeder som Kina, Japan og Sydkorea har allerede reageret på fundet af svinepest ved at lukke for al import af tysk svinekød.

Tyskland er EU’s næststørste eksportør af svinekød, og landets slagterier sender årligt mere end 1 mio. tons svinekødprodukter ud af landet – heraf 600.000-700.000 tons regulære svinekødsudskæringer. Disse enorme mængder kød skal nu afsættes på de nære markeder i EU, hvor priserne de seneste dage er styrtdykket.

Chokbølgen har allerede ramt dansk landbrug i form af store prisfald på både smågrise og svinekød.

De tyske politikere og myndigheder kæmper for at få blandt andet Kina til at acceptere en såkaldt regionalisering. Det vil indebære, at der ikke lukkes for import fra hele Tyskland, men kun fra det lokalområde, der er ramt af sygdommen.

Hidtil har de store eksportmarkeder i Asien kategorisk afvist at acceptere en regionalisering, og nyheden om, at der er fundet flere inficerede vildsvin i Tyskland vil kun gøre det endnu vanskeligere at opnå denne tilladelse.

De fem syge vildsvin blev alle fundet i det område i delstaten Brandenburg, hvor sygdommen blev opdaget for en uge siden. Ifølge tyske medier blev der i jagtsæsonen 2019/20 skudt 100.000 vildsvin i Brandenburg, hvilket er det højeste antal siden 1990.

Svinepesten begyndte i 2014 at sprede sig i de baltiske lande og det østligste Polen. Siden har sygdommen langsomt spredt sig ned gennem Østeuropa og mod vest gennem Polen.

Der har været tusindvis af udbrud i bestandene af vildsvin, men også grise på mange hundrede landbrugsbedrifter er blevet smittet. I Østeuropa har sygdommen blandt andet ramt en række store danskejede farme, som ellers har forsøgt at forebygge udbrud med et meget højt niveau af biosecurity.

I Danmark følger både slagterier og svineproducenter nervøst udviklingen i Tyskland. Udbruddet her er særdeles alvorligt og kan i en lang periode presse kødpriserne i hele Europa i bund. Et udbrud i selve Danmark vil dog være langt værre, fordi de danske slagterier har en kæmpe eksport af kød ud af EU. Denne eksport vil omgående blive lammet, hvis svinepesten når til Danmark.

BRANCHENYT
Læs også