- Opdateret 16/09/2020 kl. 13:40
Flere hundrede SAS-piloter står til at miste jobbet
Ifølge norske medier er forhandlingerne mellem SAS og piloternes fagforeninger brudt sammen oven på en planlagt fyringsrunde. Dermed ser flere hundrede SAS-piloter ud til at miste arbejdet.
Flere hundrede SAS-piloter står nu til at miste deres arbejde, efter at forhandlingerne mellem det skandinaviske flyselskab og piloternes fagforeninger er brudt sammen.
Det skriver flere norske medier - herunder de to erhvervsmedier Dagens Näringsliv og E24.
SAS har over for Finans bekræftet historen - men ønsker ikke at udtale sig yderligere.
SAS varslede tilbage i juni, at flyselskabet ville fyre 560 piloter som en del af en omfattende spareplan, der skal være med til at genoprette økonomien i det hårdt pressede flyselskab, hvis økonomi er blevet skudt i sænk som følge af coronakrisen.
Flyselskabet lagde dog samtidig op til, at omkring halvdelen af de opsagte stillinger muligvis kunne reddes, hvis piloterne ville acceptere en lønnedgang samt at arbejde på deltid så længe coronakrisen står på.
Men forhandlingerne mellem SAS og piloternes fagforeninger har ikke båret frugt, siger John Eckhoff, informationschef i SAS, til E24.
»Vi har præsenteret et forslag med det formål at fastholde omkring 300 af de afskedigede piloter i SAS. Idéen med forslaget var øget fleksibilitet i planlægningen og langsigtet sikre både konkurrenceevne og lønsomhed,« siger han og fortsætter:
»Vi havde deadline den 8. september, men pilotforeningerne har valgt ikke at acceptere løsningen.«