El-løbehjulsoperatører: Hjelm er ikke løsningen
Selskaberne bag de omdiskuterede el-løbehjul er ikke sikre på, at et hjelmkrav er løsningen på problemer med ulykker.
Snart skal det være slut med at køre på el-løbehjul uden hjelm. I hvert fald hvis det står til Transportminister Benny Engelbrecht, der har bedt Færdselstyrelsen sende udkastet til bekendtgørelsen i offentlig høring.
»Der er desværre fortsat alt for mange, der kommer galt af sted på elektrisk løbehjul. Derfor ser jeg gerne, at det fremover skal være lovpligtigt at bære hjelm i forbindelse med kørslen,« lød det i en pressemeddelelse fra transportminister Benny Engelbrecht mandag.
De store kommercielle løbehjulsoperatører, der har gjort sit indtog i de danske byer, ser dog store udfordringer ved ministerens udmelding.
Hos operatøren Voi har man allerede forsøgt sig med at stille hjelme til rådighed på selve el-løbehjulet - og med dårlige resultater. Samtidig er de ikke sikre på, at hjelmene har den fornødne effekt, ligesom man heller ikke er sikker på, at folk i disse tider med corona, vil bruge hjelmene af hygiejniske årsager.
»Vi er nødt til at blive enige om, hvad problemet er. Vi har nogle få brodne kar, som kører ulovligt, og som typisk også kører fulde og kommer galt afsted. Det er et problem, der skal løses. Om hjelmkrav er løsningen på det, er jeg ikke sikker på,« fortæller Kristian Agerbo, direktør for politik og byudvikling hos Voi.
Både selskaberne Lime og Tier Mobility melder, at de har planer om at stille hjelme til rådighed på selve løbehjulene.
Men Lime ser de samme udfordringer som Voi. Forudsigelsen hos både Lime og Voi er, at reglen vil betyde, at færre vil benytte sig af de elektriske løbehjul, og det vækker ærgrelse hos selskaberne bag.
»Vi forventer en negativ indflydelse på efterspørgsel for el-løbehjulene, når føreren er påtvunget at bruge hjelm. Vi synes, at vi tilbyder en god alternativ løsning til offentlig transport, og det er der mere brug for end nogensinde,« fortæller Niklas Joensen, der står i spidsen for Limes nordiske afdeling.
Ifølge Transportministeriet er der syv gange så stor risiko for at blive involveret i en ulykke på el-løbehjulet, end hvis man sammenligner med den almindelige cykel. Derfor skal hjelmkravet bidrage til, at færre kommer alvorligt til skade.
Alle de tre el-løbehjulsoperatører sætter spørgsmålstegn ved ministeriets udmelding om sikkerhedsniveauet, ligesom de alle henviser til en OECD rapport fra 2019, der viser, at el-løbehjulene statistisk set er akkurat lige så farlige at køre på som en almindelig cykel.
»Vi har i gennemsnit registreret ca. to ulykker pr. 100.000 ture eller 1 ulykke pr. 100.000 kørte kilometer,« fortæller August Svedenstedt, landechef hos Tier Mobility.
Ifølge udkastet til bekendtgørelsen bliver kørsel uden hjelm straffet med en bøde, og skal gælde fra den 1. november i år. Hjelmpligten skal også gælde selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards.