Erhverv

Jesper Buch køber sig ind i firma bag trafikalarm

Danske Ooono får den kendte danske erhvervsmand som investor og bestyrelsesmedlem. Nu skal væksten accelereres og omsætning runde 250 mio. kr. næste år.

Jesper Buch skal hjælpe trafikalarmen Ooono med at blive større i især udlandet. Foto: Nicolai Lorenzen

Erhvervsmanden Jesper Buch, bedst kendt fra tv-programmet "Løvens Hule", har set sig varm på en lille elektronisk knap, der kan advare om fartkontrol eller forstyrrende hændelser som køer eller vejarbejde.

Derfor har Jesper Buch købt sig ind i firmaet bag trafikalarmen Ooono, som virker i over 50 lande.

Buch har gennem investeringsvirksomheden Guerilla Capital, som han ejer med fire andre erhvervsfolk, købt 10 pct. af Autovice A/S, som i samme ombæring skifter navn til Ooono A/S.

Det er især et stigende kendskab til Ooono-trafikalarmen i Tyskland, der har fået Jesper Buch overbevist.

»Jeg er meget imponeret over udviklingen på det tyske marked, så det var en no brainer for os, da vi fik lov til at være med til at drive selskabet videre,« siger han i en pressemeddelelse.

Det vides endnu ikke, hvad Jesper Buch og Guerilla Capital har måttet punge ud for at få en ejerandel i Ooono. Men Guerilla Capital kommer til at levere mere end kapital.

»Udover kompetencer og netværk kommer vi også med 50 pct. af Safefriend, som er en færdigudviklet overfaldsalarm. Investeringen skal ikke ses som en kapitalindsprøjtning, men et klart signal om, at vi tror på forretningen,« siger Jesper Buch, som er indtrådt i bestyrelsen i Ooono.

Den danske trafikalarm har i første halvår tredoblet sidste års omsætning for samme periode og forventer at nærme sig en omsætning på 100 mio. kr. i 2020. Ambitionen for 2021 er at sælge en million enheder og omsætte for mere end 250 mio. kr.

Det skal ske gennem vækst i udlandet.

»Det er ingen hemmelighed, at vi altid har haft internationale ambitioner. Vi har det seneste år bevist, at Ooono har et stort potentiale i udlandet. Investeringen fra Guerilla Capital er et stort skulderklap og en klar indikation på, at vi er på rette vej,« siger Christian Walther Øyrabø, stifter af og adm. direktør i Ooono.

Han fandt på Ooono i 2017, da han efter at have solgt sin tidligere forretning skulle »finde på noget spændende at lave«, som Christian Walther Øyrabø tidligere har formulreret det.

Navnet på trafikalarmen skulle han hurtigt finde på, og alt med "fart" blev hurtigt sorteret fra. I stedet var det vigtigt at finde et navn, som kunne gøre sig uden for landets grænser.

»Et navn med "fart" i dur jo ikke i England eksempelvis. Så vi arbejdede på at finde et navn, der skulle være unikt og fungere på alle sprog. Det skulle være et navn, som gør, at man smager produktet, når man siger det. Og det endte med Ooono, som jo er reaktionen for mange, når de finder ud af, at de er blevet taget i en fartkontrol,« lød det fra Christian Walther Øyrabø i 2018 om navnet.

I de første to regnskabsår er det blevet til et samlet underskud efter skat på knap 11 mio. kr. for selskabet bag Ooono.

Læs også