Erhverv

SAS har fået godkendt sin milliarddyre redningsplan

Kapitalindsprøjtningen på omkring 8,5 mia. kroner blev endelig godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i dag.

SAS fik vedtaget sin kapitalindsprøjtning på en ekstraordinær generalforsamling i Sverige i dag. Foto: Mads Nissen

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS har i dag endeligt fået godkendt tilførslen af milliarder i ny kapital.

Planen har været kendt siden slutningen af juni, men blev revideret i august. Den er nu blevet endelig vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i Sverige i dag.

Kapitalindsprøjtningen betyder, at Danmark og Sverige i fremtiden vil eje godt 20 pct. hver af SAS mod tidligere 14 pct. Den tredjestørste aktionær - som er den svenske Wallenberg-familie med 6,5 pct. - støttede også planen.

Det var en en enstemmig aktionærkreds, der stemte for pakken, fortæller SAS' koncernchef Rickard Gustafson til netmediet E24.no.

»Det var en god følelse. Det har været et intenst arbejde med denne plan i mange måneder, og selv om vi opnåede vigtige milepæle tidligere i processen, så var det vigtigt med støtten fra aktionærerne,« siger Rickard Gustafson til E24.no.

Fra dansk side betyder det, at den danske regering skyder yderligere ca. 4,3 mia. kr. ind i SAS.

Rekapitaliseringen er forhåndsgodkendt af EU-Kommissionen, da både den danske og svenske stat er involveret.

Danmark og Sverige har anmeldt en såkaldt statslig rekapitalisering af SAS på op til 11 mia. sv. kr., heraf ca. 6 mia. sv. kr. fra Danmark og 5 mia. sv. kr. fra Sverige.

De to medlemsstaters rekapitalisering omfatter:

  • ca. 2 mia. sv. kr. egenkapitalinvestering gennem tegning af nye aktier, som deles mellem Danmark og Sverige
  • op til ca. 3 mia. sv. kr. egenkapitalinvestering gennem tegning og emission af nye aktier på basis af tegningsretter, som deles mellem Danmark og Sverige og
  • 6 mia. sv. kr. nyudstedte hybride statsgældsbeviser med karakteristika som et låneinstrument, der ikke kan konverteres til aktier, heraf 2,5 mia. sv. kr. til Sverige og 3,5 mia. sv. kr. til Danmark.

Bestyrelsen i SAS vil efter vedtagelsen tage beslutning om tidsplanen for udstedelsen af nye aktier på et møde onsdag.

Det kommende prospekt forventes, at kunne offentliggøres omkring den 30. september, skriver SAS i en fondsbørsmeddelse.

 

BRANCHENYT
Læs også