Erhverv

Novo præsenterer positive fase 2-resultater med ugentligt insulin

Foto: Novo Nordisk

Novo Nordisk har på årets diabeteskonference i den europæiske diabetesforening præsenteret lovende data fra tre fase 2-studier med sit ugentlige insulin, Icodec.

Det første studie blev gennemført i 154 voksne type 2-diabetikere, hvis blodsukker ikke var tilstrækkeligt kontrolleret med orale diabetesmidler og langtidsvirkende insuliner til brug enten én eller to gangen om dagen.

Studiet konkluderer ifølge Novo, at det er effektfuldt og sikkert, at skifte til Icodec sammenlignet med verdens mest benyttede langtidsvirkende insulin, insulin glargin 100, samtidig med, at det ikke er forbundet med øget risiko for hypoglykæmi, eller et for kraftigt fald i blodsukkeret.

Et andet studie viser, at effekten af Icodec på blodsukkeret er sammenlignelig med insulin glargin 100 i patienter, der ikke tidligere har modtaget insulinbehandling. Samtidig var sikkerhedsprofilen af de to insuliner sammenlignelig, skriver Novo, hvis sidste studie handler om dosisopskaleringen af Icodec.

Novo Nordisk venter at indlede kliniske fase 3-studier af insulin Icodec senere i 2020.

BRANCHENYT
Læs også