Erhverv

Norges oliefond scorer halv mia. på populært eventyrspil

Brætspillet Warhammer er så poplært, at selskabet bag har øget aktiekursen massivt. Det norske Oljefondet er blandt de største aktionærer.

Oljefondet har i dag en markedsværdi på mere end 10.000 mia. norske kr. Screendump: Finans Live

Det norske Oljefondet har tjent massivt på investeringen i det britiske selskab Games Workshop. Virksomheden står bag brætspillet Warhammer, hvor miniature figurer af dværge, elver og øgler kæmper mod hinanden.

Games Workshop er børsnoteret på børsen i London, og selskabet har i de seneste år fordoblet overskuddet til ca. 700 mio. kr. Senest har selskabet meddelt, at man i dette kvartal venter at øge salget yderligere.

De gode resultater har fået aktiekursen til at stige med ikke mindre end 136 pct. i det seneste halve år. Det skriver DN.no.

Det norske Oljefondet har længe været blandt de største aktionærer i Games Workshop og ejer 2,96 pct. af aktierne. Dermed er aktieposten blevet 650 mio. norske kr. mere værd i perioden. Det svarer til knap 450 mio. danske kr.

Warhammer har været på markedet siden 1983. Figurerne er mellem 2,5 cm og 25 cm høje, og det er populært i store dele af verden. Spillerne samler på figurer og bruger ofte mange timer på at male dem til perfektion.

Oljefondets markedsværdi overstiger 10.000 mia. norske kr. eller mere end 7.000 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også