Erhverv

Hvilket valgresultat er bedst for aktierne: Trump eller Biden?

Det er ingen let øvelse, at forudsige aktiemarkedets reaktion på resultatet af det amerikanske valg - Forbes forsøger.

Det er ikke ligegyldigt for aktierne, om det bliver Joe Biden eller Donald Trump, der vinder til november. Heller ikke om ét parti opnår magten i begge kamre.

Er det klogt at købe amerikanske aktier i en forventning om, at Joe Biden vinder præsidentvalget? Eller at Trump bliver siddende i endnu fire år?

Og hvad sker der, hvis demokraterne gør rent bord og sætter sig på præsidentembedet, Senatet og Kongressen? Eller hvis magten bliver delt som den er i dag?

Forbes har forsøgt at opstille fire scenarier for, hvordan det vil gå på Wall Street - med udgangspunkt i historien.

Scenarie 1 - status quo:

Det ville betyde, at Trump vinder, Republikanerne beholder flertallet i Senatet og Demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus.

Det vil medføre en bred aktiestigning på 3-5 pct., fordi markedet vil opfatte det som ”intet nyt under solen”, forudser formueforvalteren Hightower Advisors.

Investorerne vil kunne forvente et pro-erhvervslivsmiljø med fortsatte skattelempelser og mindre regulering.

Historisk set har en republikansk præsident, der regerer på en delt magt i kongressen, ført til en gennemsnitlig stigning for S&P 500-indekset på 5,3 pct.

Aktierne er steget 60 pct. af tiden efter et valg med den kombination siden 1944.

Scenarie 2 - den blå bølge:

Det ville betyde, at Joe Biden bliver præsident, og at Demokraterne opnår flertal i Senatet og beholder flertallet i Repræsentanternes Hus.

Det vil sandsynligvis føre til et fald på aktiemarkedet på mellem 2 og 5 pct., vurderer Highttower Advisors for Forbes.

Det vil give Joe Biden mulighed for at øge skatterne, som han har lovet og fremme andre demokratiske mærkesager.

Historisk har den kombination af ren Demokrat-magt på kort sigt ført til fald på aktiemarkedet. S&P 500 er faldet med gennemsnitlig 2,4 pct. tre ud af fem gange i november efter valgresultatet er blevet kendt.

Men allerede måneden efter steg aktierne igen med gennemsnitligt 3,1 pct. Det følgende kalenderår steg S&P 500 med gennemsnitligt 10,4 pct. - fire ud af fem gange kombinationen har optrådt.

Scenarie 3 - Biden vinder, men stadig delt magt:

»Det vil nok være det ”bedste resultat” set med aktiemarkedets øjne«, og Hightower forventer en stigning i aktiekurserne på mellem 4 og 5 pct.

Hvis Senatet stadig er på Republikanernes hænder, ville det indskrænke Joe Bidens muligheder for hurtigt at få gennemført sin politik.

Det vil sandsynligvis på kort sigt betyde en videreførelse af Trumps milde politik angående selskabsbeskatning og deregulering af erhvervslivet, mens Joe Biden ville sikre mere gennemsigtighed på handelsområdet og i den internationale politik.

Denne kombination har gennem tiderne resulteret i de største stigninger for aktierne. I gennemsnit har stigningerne været på 13,6 pct. for S&P 500 i tiden lige efter valget.

Scenarie 4 - Forsinket valgresultat

De værste udfald for aktiemarkedet ville være en forsinkelse eller at resultatet bliver stærkt omdiskuteret.

Det seneste præsidentvalg, hvor det skete, var i 2000, hvor man måtte vente på omtælling efter omtælling i Florida, og det endelige resultat først forelå i december. Fem uger efter valget.

I mellemtiden faldt S&P 500 med næsten 10 pct. og Nasdaq med omkring 20 pct. inden udgangen af november.

»Jeg er ret sikker på, at hvis vi ikke har en tiltrædelsestale med det samme, enten af udfordreren eller den siddende præsident, vil det være dårligt for markederne ... det vil være rigtig dårligt. Aktierne falder, hvis der ikke er en klar vinder på valgdagen, og det vil være et dårligt resultat for Amerika,« siger Charles Lemonides, investeringschef hos ValueWorks.

BRANCHENYT
Læs også