Erhverv

Vandt sag over verdens 17. rigeste: Nu tager Daniel Brix Hesselager kontrollen over dansk tøjmærke

Daniel Brix Hesselager er ny hovedaktionær i Rains, der storsælger rundt om i verden og tidligere i år vandt en profileret retssag mod verdens største modekoncern.

Daniel Brix Hesselager er nu både forretningsudvikler, bestyrelsesformand og hovedaktionær i Rains. Foto: PR/Rains

Daniel Brix Hesselager førte stædigt an i Rains' kopikamp mod verdens største modekoncern Inditex, der står bag Zara-kæden og er ejet af klodens 17. rigeste, spanske Amancio Ortega.

En sag, der tidligere i år endte med en sejr til Rains og Daniel Brix Hesselager ved Sø- og Handelsretten.

Nu kan Daniel Brix Hesselager så kalde sig hovedaktionær i Rains, som han var med til at stifte i 2012, og hvor han er både bestyrelsesformand og forretningsudvikler.

Rains
  • Blev stiftet i 2012 af Daniel Brix Hesselager, Philip Lotko og Kenneth Davids.
  • Alle tre er fortsat ejere af virksomheden, der har hovedkontor i Aarhus.
  • Det primære produkt er regnjakker, men med årene er sortimentet udvidet til også at indeholde tasker og accessories.
  • Rains har 27 butikker i 12 lande.
  • Næsten hvert år siden sin stiftelse er Rains’ overskud vokset. I 2019 landede overskuddet efter skat på 20,3 mio. kr.

Tidligere ejede han 38 pct. af Rains. Nu er Daniel Brix Hesselagers ejerskab på 51 pct., efter han har overtaget en del af anparterne fra Kenneth Davids, en anden medstifer af Rains.

Det viser nye oplysninger fra cvr-registeret.

»Overdragelsen af anparter er ganske udramatisk og har været en naturlig udvikling af vores partnerskab. Vi har ingen kommentarer til detaljerne omkring overdragelsen, da der grundlæggende ikke er de store konklusioner at drage,« skriver Daniel Brix Hesselager i en mail.

Han forklarer, at Rains fortsat udvikler sig positivt og holder fast i sin langsigtede strategi.

Rains har hovedkontor i Aarhus. Det primære produkt er regnjakker, men med årene er sortimentet udvidet til også at indeholde tasker og accessories.

Rains har 27 butikker i 12 lande. Næsten hvert år siden sin stiftelse er Rains’ overskud vokset. I 2019 landede overskuddet efter skat på 20,3 mio. kr.

De seneste fem år har Rains sammenlagt tjent næsten 100 mio. kr.

Rains kæmpede i mere end tre år ved retssystemet mod Inditex, inden der i maj i år faldt dom i sagen, som altså endte ud til Rains' fordel.

Det danske tøjmærke beskyldte Inditex for slavisk at kopiere flere af Rains' produkter.

Rains fik rettens ord for, at Zara havde lavet en så »nærgående efterligning« af flere regnjakker, at Rains' rettigheder var krænket efter markedsføringsloven.

»Fashion Retail, S.A. og Zara Danmark A/S (begge hører under Inditex, red.) forbydes at markedsføre, sælge samt importere produkterne,« stod der i dommen.

Rains har brugt et millionbeløb på sagen og blev undervejs tilbudt et forlig, som dog blev afvist af principielle grunde.

BRANCHENYT
Læs også