Erhverv

Staten stævner tidligere Parken-aktionær for 87 mio. kr.

Finansiel Stabilitet kræver beløbet på statens vegne, men man kan ikke finde Patrick De Vela.

Patrick De Vela (tidligere Steen Larsen), storspekulant og medejer af FCK er blevet stævnet for 87 mio. kr. af Finansiel Stabilitet. Men myndighederne kan ikke finde Patrick De Vela. Foto: Esben Nielsen.

Statens selskab Finansiel Stabilitet kræver 87 mio. kr. retur fra den tidligere ejendomsmatador og storinvestor i Parken, Patrick De Vela.

Det fremgår af en stævning indleveret til Københavns Byret. Stævningen er dog ikke blevet forkyndt for Parick De Vela, da det har været umuligt at finde ham, skriver Berlingske.

Patrick De Vela var tidligere kendt under navnet Steen Larsen, og han var på et tidspunkt tilsyneladende god for en formue på 4-5 mia. kr.

Pengene var fortrinsvis tjent på ejendomshandler, og i 2005 begyndte han at købe op i Parken Sport & Entertainment, hvor han en overgang sad på en tredjedel af aktierne.

Stævningen fremgår af en kort meddelelse i Statstidende, hvor Finansiel Stabilitet kræver ”87.153.916,35 kr. med tillæg af procesrente fra den 25.09.2016”.

Årsregnskabet for 2009 viste, at Patrick De Vela havde tabt næsten 1,9 mia kr.

Han gik senere personlig konkurs og her forsøgte en kreds af kreditorer med Roskilde Bank og Forstædernes Bank i spidsen, at få deres penge tilbage, skriver Berlingske.

Det fremgår desuden af stævningen, at Patrick De Velas seneste kendte bopæl var en adresse på den spanske solkyst.

BRANCHENYT
Læs også