Fortsæt til indhold

Prestigefyldt skole sender 2.500 i karantæne

De schweiziske myndigheder mistænker en fest blandt de studerende for at være arnested for smitteudbruddet.

Erhverv

2500 studerende fra den prestigefyldte skole École Hotelière i Lausanne i Schweiz er sat i karantæne.

Det skyldes, at skolen har været ramt af et omfattende udbrud af smitte.

De schweiziske myndigheder mistænker en fest blandt de studerende for at være arnested for smitteudbruddet. Indtil videre er 11 personer testet positiv for covid 19, men ifølge myndighederne er ingen af de smittede alvorligt syge.

»Situationen er ikke optimal, men skolen har taget de nødvendige forholdsregler de seneste måneder,« siger Sherif Mamdouh, der er talsperson for École Hotelière.

Mange af de studerende er sat i karantæne på deres værelser på skolens område.

Skolen vil forsøge at gennemføre undervisningen digitalt.

École Hotelière er anerkendt som verdens bedste fagskole for ansatte i hotel- og restaurationsbranchen. Ambitiøse ledere og lederkandidater fra hele verden søger optagelse og får plads på skolen. Prisen for den treårige uddannelse på privatskolen er op mod 1 mio. kr.