Erhverv

Tillidsmand i lækket samtale: »EasyJet hænger i en tynd tråd efter corona«

EasyJet er langt fra enige i udtalelser fra piloters tillidsmand, der ifølge flyselskabet selv ikke afspejler virkeligheden.

EasyJet mener ikke, at der er hold i udtalelser om, at flyselskabet skulle "hænge i en tynd tråd". Foto: Thomas Borberg / POLFOTO

Ifølge en lækket samtale mellem piloter og en tillidsmand har coronavirus-pandemien efterladt EasyJet ”hængende i en tynd tråd” og i fare for at gå under uden et stigende passagertal. Den udlægning kan EasyJet dog slet ikke genkende.

Det skriver The Guardian.

I et virtuelt møde med personalet, hvoraf en optagelse blev videregivet til The Guardian, sagde pilotforbundets tillidsmand Martin Entwisle, at der skal mere fart på indtjeningen, ellers kan flere piloter stå uden arbejde.

»Hvis EasyJet ikke har en god sommer og tjener penge næste sommer, formoder jeg, at ingen af os vil have et job på denne tid næste år.«

Entwisle sagde, at han kom med udtalelserne kort efter en briefing med EasyJets økonomidirektør, Andrew Findlay, og medlemmer af fagforbundet. Men EasyJet mener derimod, at det er en stærk fejlfortolkning af den samtale, der er foregået mellem Entwisle og Findlay.

»Optagelsen afspejler ikke, hvad EasyJet eller dets økonomidirektør har sagt. Vi har åbne om, at hele branchen er blevet påvirket af pandemien, men EasyJet har dog taget en ordentlig tilgang til kapacitet og lavet de rette tiltag for at opretholde en sund økonomi,« lyder det fra EasyJet til The Guardian i en officiel udtalelse.

Optagelsen skulle stamme fra EasyJets forhandlinger med piloter om mulige afskedigelser. EasyJet-piloter og ledelsen har siden nået en aftale, hvor ingen piloter fyres. I juni havde EasyJet vurderet at 727 piloters job var i fare.

Coronapandemien har også betydet et betydeligt lavere antal flyrejser, og det har ramt mange flyselskaber meget hårdt. I flere lande har man iværksat økonomiske hjælpepakker og statsstøtte for at hjælpe flyselskaberne bedst muligt gennem krisen.

BRANCHENYT
Læs også