Erhverv

Europæiske virksomheder kan tabe 700.000 job ved no deal-Brexit

Et hårdt brexit kan også komme til at koste flere tusinde danske arbejdspladser.

Boris Johnson. Foto: AP/Rui Vieira Cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, frygter, at regeringen er for optimistisk i sine forudsigelser af økonomien på den korte bane. Foto: PR.

Mere end 700.000 job i europæiske virksomheder risikerer at forsvinde, hvis EU og Storbritannien ikke lykkes med at forhandle en brexit-aftale i hus.

Det skriver Financial Times.

Avisen har fået adgang til en endnu ikke publiceret rapport fra Halle Institute for Economic Research, der ifølge mediet estimerer, at der samlet kan forsvinde over 1 mio. job som følge af brexit, og at 700.000 af disse job er at finde i Europa.

Det er job i virksomheder, der eksporterer til Storbritannien, som kan blive berørt af brexit. Tyskland vil ifølge rapporten være det land, der kommer til at lide mest under et eventuelt no deal-brexit.

170.000 tyske job skulle være i fare, skriver Financial Times.

I en tidligere rapport fra Halle Institute for Economic Research, hvor der også blev kigget på konsekvenserne for europæiske arbejdspladser ved et hårdt brexit, fremgår det, at et no deal-brexit kan komme til at koste 6.300 arbejdspladser i Danmark.

Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, er dette tal ikke urealistisk.

Han henviser til en offentliggørelse fra Danmarks Statistik, der viser, at 75 danske virksomheder med i alt 12.000 fuldtidsansatte eksporterer over halvdelen af deres varer til Storbritannien.

»Det er derfor slet ikke utænkeligt, at cirka 6.300 danske jobs kan gå tabt i tilfælde af et hårdt brexit,« siger cheføkonomen.

Undersøgelsen fra Danmarks Statistik viser desuden, at de fleste arbejdspladser, der har risiko forbundet med brexit, ligger i Nord- og Vestjylland.

Et no deal-brexit ville ifølge Tore Stramer komme på et meget uheldigt tidspunkt, da flere virksomheder allerede er hårdt ramt af den globale coronakrise.

»Ender det i et hårdt Brexit vil det hurtigt kunne forstærke nedgangen i både den danske og globale økonomi. Det må siges at være kritisk, da et hårdt brexit simpelthen kan levere den sidste upper-cut til de virksomheder, der i forvejen befinder sig i tovene,« siger Tore Stramer.

Storbritanniens udtræden er EU er netop nu i en aftalt overgangsperiode, hvor fælles regler fortsat gælder. Perioden udløber 31. december i år. Det er fortsat uvist, hvordan skilsmissebetingelserne kommer til at se ud.

BRANCHENYT
Læs også