Erhverv

Investorer flokkes om sydkoreansk musikselskab

Børsnoteringen af Big Hit Entertainment bliver den største i Sydkorea i tre år.

Drengegruppen BTS er Big Hit Entertainments største aktiv. Her optræder gruppen til MTV VMA. Foto: Ritzau Scanpix.

En gigantisk sydkoreansk børsnotering har fået en drømmestart.

Musikselskabet Big Hit Entertainment, der står bag den ekstremt populære sydkoreanske drengegruppe, BTS, er mandag endt med at prissætte sine aktier i den højeste ende af et tidligere udmeldt interval.

Det skriver Reuters.

Interessen fra de institutionelle investorer var ifølge nyhedsbureauet enorm. Omkring 1420 institutionelle investorer har søgt om at købe aktier og efterspørgslen er 1117 gange højere end det antal aktier, der kommer på markedet.

Virksomheden vil hente 820 mio. dollar på børsnoteringen, der dermed bliver den største i Sydkorea siden 2017.

Selskabet rider i høj grad på den succes, som BTS har verden over.

BTS er del af popfænomenet K-pop, og er den største gruppe inden for netop den genre. Man regner med, at gruppen har solgt mere end fem mio. album og det seneste, Map of the Soul, er solgt 574.000 alene i USA siden det udkom i februar.

Det er både større investorer, der byder ind på børsnoteringen af Big Hit Entertainment, men også boybandets fans håber angiveligt at sikre sig en aktie, skriver Reuters.

Prisen pr aktie er 135.000 won, hvilket svarer til 115 dollar.

Tidligere på måneden meldte selskabet ud, at aktieprisen ville være mellem 105.000 og 135.000 won, men investorernes interesse har altså prissat aktien højest muligt.

»Big Hit (Entertainment, red.) er klassificeret som et globalt eksportfirma,« forklarer Park Sung-ho, der er analytiker hos Yuanta Securities Korea til Reuters.

»Selskabet har både bevist sin evne til at bruge Youtube og sociale medier til at infiltrere markedet, og samtidig har det lanceret den fanbaserede platform Weverse, hvilket giver større indblik og kontrol over hvilken omsætning, selskabet kan forvente, fordi platformen har mulighed for at vokse, fx når kunstnere udefra også kommer på.«

Weverse-appen, der viser onlinekoncerter og sælger merchandise, viste sig i lyset af aflysninger af stort set alle fysiske koncerter på grund af covid-19 som en guldgrupe for Big Hit Entertainment i årets første seks måneder.

Big Hit Entertainment havde et overskud på 42,4 mio. dollar i første halvår af 2020.

De syv medlemmer af BTS-gruppen bliver i øvrigt multimillionærer, når aktien bliver noteret.

Big Hit Entertainments topchef Bang Si-hyuk gav dem nemlig i august 68,385 aktier hver.

BRANCHENYT
Læs også