Erhverv

Kosmetikgigant betaler en million for at sende serum ud i rummet

Estee Lauder og Nasa indgår i et usædvanligt samarbejde.

Udsigten fra den internationale rumstation ISS. Foto: Nasa.

Den amerikanske kosmetikgigant Estee Lauder vil i et gigantisk reklamestunt sende en creme ud i rummet.

Det skriver flere amerikanske medier blandt andet Forbes og Bloomberg.

Estee Lauder betaler ifølge nyhedsmagasinet 128.000 dollar svarende til over 950.000 kr. for, at serummet ”Advanced night repair” kan tage den typisk fire dage lange rejse ud til den internationale rumstation ISS.

Her skal serummet spille hovedrollen i en fire en halv time lang fotografering, hvor Nasas egne astronauter står for at tage billeder af de små beholdere med den internationale rumstation og universet som baggrund.

Det er ikke bare et reklamestunt for Estee Lauder. Hele projektet er en del af en indsats i Nasa, som gerne vil fremme forretningsmulighederne på netop ISS.

Rumagenturet har besluttet, at besætningen på rumstationen skal dedikere 5 pct. af deres tid på kommercielle interesser som dette og andre for at forbedre sin økonomi.

Det svarer til omkring 90 timer pr astronaut pr år.

Ifølge Estee Lauder vil et rumfartøj med serummet og flere andre affekter forlade jorden »senest 1. oktober«.

Når serummet kommer tilbage til jorden i foråret 2021, vil en af flaskerne i øvrigt blive bortauktioneret og overskuddet gå til velgørenhed.

BRANCHENYT
Læs også