Erhverv

Økonomien synes fortsat i bedring - men panderynkerne er ikke helt væk

Stemningen i erhvervslivet er blevet bedre i september, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Humøret steg i det danske erhvervsliv i september. Foto: Mathias Christensen

Den danske økonomi har stadig kurs ud af det mørke, som coronakrisen skabte - men i et langsommere tempo end tidligere. Det viser den seneste temperaturmåling af humøret i erhvervslivet, som nu er steget for fjerde måned i træk.

Den såkaldte erhvervstillidsindikator steg i september til 87,1 fra 84,3 i august, viser tal fra Danmarks Statistik.

»Selv om stigningerne bestemt er glædelige, kommer de på en billig baggrund, da vi kommer fra et lavt udgangspunkt,« skriver Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Han henviser til, at indikatoren inden coronakrisen lå på omkring 100.

»Vi er derfor stadig langt fra tilbage til en normal situation, og det vidner netop om, hvor skrøbelig situationen er i øjeblikket,« lyder det fra Anders Christian Overvad.

Stigningen i erhvervstilliden er især trukket af detailhandlen, men også serviceerhverv og byggeri trækker i den rigtige retning. Omvendt står det til i industrien, hvor pilen i september pegede i den forkerte retning. Og med til historien hører, at mellem 70 og 75 pct. af besvarelserne, som danner grundlaget for indikatoren, er indhentet inden de nye restriktioner trådte i kraft i september.

»Det bliver derfor også lidt af en gyser at følge udviklingen i erhvervstilliden over de kommende måneder. Jeg vil desværre ikke blive overrasket, hvis vi kommer til at se et nyt fald i serviceerhvervene og detailhandlen i løbet af efteråret. Det er netop de to erhverv, der tidligere blev hårdest ramt af stigningen i smitten hen over foråret,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Erhvervstilliden ramte bunden på 50,5 i maj, og inden coronakrisen kom buldrende, lå erhvervstilliden i februar på 102.

»Dagens tal passer meget godt med billedet af en dansk økonomi, der er kommet det meste, men ikke hele vejen tilbage oven på den dybe krise i foråret. Vi tror, at det kommer til at tage et godt stykke tid, før det hele er indhentet, og at der kommer tilbageslag undervejs,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også