Erhverv

Haldor Topsøe fyrer 200 medarbejdere

Haldor Topsøe skal som følge af en omfattende omorganisering fyre 200 ansatte, oplyser selskabet.

Haldor Topsøes teknologi og katalysator bruges bl.a. på raffinaderier. Foto: Haldor Topsøe

Den danske kemi- og ingeniørvirksomhed Haldor Topsøe skal som følge af en ny strategiplan skille sig af med 200 medarbejdere, mens en stor del af de tilbageværende ansatte vil blive ramt af omfattende omorganiseringer.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse tirsdag.

»Med vores nye organisation på plads er jeg overbevist om, at Haldor Topsøe er kommet tættere på at spille en afgørende rolle globalt,« siger Haldor Topsøes hollandske topchef Roeland Baan.

»Det er aldrig let at sige farvel til talentfulde medarbejdere. Jeg vil takke dem alle for at være med til at gøre Haldor Topsøe til en succes,« tilføjer han.

Haldor Topsøe er især kendt for sine katalysatorer, der gør en række kemiske processer hurtigere og billigere. Samtidig arbejder selskabet også med elektrolyse og andre teknologier, der kan omdanne energi fra en form til en anden.

Familieejede Haldor Topsøe solgte for få år siden 30 pct. af firmaet til investeringsselskabet Temasek fra Singapore med henblik på en senere børsnotering. Temasek skulle dels komme med frisk kapital, som styrker de finansielle muskler i Topsøe, dels hjælpe firmaet frem mod en børsnotering.

Samtidig er Haldor Topsøe i gang med et større strategiskifte, der skal sætte mere fokus på den grønne del af forretningen. Det betyder bl.a., at 30 pct. af salget i 2024 skal komme fra grønne løsninger. I dag er det tal kun på 5 pct.

Haldor Topsøe blev stiftet i 1940 af Dr. Haldor Topsøe og er siden vokset til en koncern med over 2200 medarbejdere i 15 lande.

BRANCHENYT
Læs også