Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

33 nordjyske minkfarme er ramt af corona siden juni

Der er indtil videre registreret smitte på 33 danske minkfarme. Kun Nordjylland er ramt.

Corona rammer verden
Foto: Finn Frandsen

17. juni fandt myndighederne første gang smittede mink i Danmark, da en besætning i Vendsyssel i Nordjylland blev undersøgt for coronavirus. Myndighederne valgte at slå dyrene ned ud fra et forsigtighedsprincip.

Siden er smitten blandt nordjyske mink kun accelereret.

Coronavirus er således fundet på i alt 33 danske minkfarme, viser en opgørelse fra Fødevarestyrelsen.

25 ud af Hjørring Kommunes 65 minkfarme har eller er ramt af coronavirus, mens nabokommunen Frederikshavn har registreret smitte på 8 ud af kommunens 51 farme.

Siden første smitteudbrud har myndighederne ændret retningslinjerne for minkfarmerne.

Ejerne skal nu lave en detaljeret plan for smittebeskyttelse, og medarbejderne skal bære mundbind, handsker og skifte tøj, når de har været hos minkene.

Det store smitteudbrud siden juni har også fået Fødevarestyrelsen til at øge smitteovervågningen på de danske minkfarme.

Eksempelvis skal minkavlere med farme i kommunerne Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt indsende prøver to gange om ugen.

Minkavler i Hirtshals Lasse Frejlev Jensen blev for tre uger siden smittet ligesom sin minkbesætning. Han siger til Politiken, at han ikke kan gennemskue, hvorfor smitten breder sig så voldsomt blandt minkfarme i Nordjylland.

- Mine kollegaer og jeg tager det alvorligt, vi er meget påpasselige og har ikke noget med hinanden at gøre, kun telefonisk - sådan har det været længe, siger han til avisen.

Fund af smitte i mink i både Danmark og Holland viser, at mink formentlig kan smittes med covid-19 ved tæt kontakt til smittede mennesker.

Omvendt har der været tvivl om, hvorvidt mink kan smitte mennesker.

Men en forskningsgruppe fra henholdsvis Aalborg Universitet og Statens Serum Institut kom i august frem til, at en mink i mindst ét tilfælde har smittet et menneske i Nordjylland siden udbruddet.

- Vi må indtil videre antage, at mink kan smitte mennesker ved tæt kontakt, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

Der findes i alt 1136 minkfarme i landet, men det er altså kun gårde nord for Limfjorden, der indtil videre er ramt.

Holland var det første land i Europa, der oplevede et større udbrud af smitte på minkfarme. Over 40 farme har været ramt i landet, siden coronaudbruddet.

Holland havde i forvejen besluttet, at minkavlen permanent skulle stoppes i 2024. Men coronakrisen har fået landet til at beslutte, at alle minkfarme skal lukke senest 1. marts 2021.

BRANCHENYT
Læs også