Europæisk agentur fremskynder udvikling af coronavaccine
En vaccine, der er under udvikling af medicinalvirksomheden Astrazeneca, bliver vurderet løbende fremfor til sidst, når alle data foreligger.
Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, der godkender medicin i Europa, vil løbende vurdere data fra forsøg med ny vaccine mod coronavirus.
Vaccinen er under udvikling af medicinalvirksomheden Astrazeneca og Oxford Universitet, oplyser agenturet.
Det er de første spæde skridt, og vurderingen af vaccinen sker i takt med, at data fra forsøg bliver tilgængelig, lyder det. Det kaldes en rullende vurderingsproces. Som regel venter EMA med at kigge på data, til det hele er klar.
»Den løbende vurdering er en del af EMA’s beredskabsplan. Det er en administrativ ændring, der kan iværksættes for at fremskynde evalueringen af potentielle vacciner eller medicin, hvis EMA vurderer, at det har afgørende betydning for folkesundheden,« skriver den danske Lægemiddelstyrelse i en pressemeddelelse.
EMA understreger dog også i sin meddelelse, at agenturet ikke kan komme med en præcis tidsplan for, hvornår en eventuel godkendelse vil falde.
Medicinalvirksomheden Astrazeneca gennemfører store såkaldte fase 3-forsøg med vaccinen og herfra er indikationerne, at ”vaccinen er i stand til at booste kroppens produktion af t-celler, der kan bekæmpe virus”.
I øjeblikket er der store kliniske forsøg med flere tusinder forsøgspersoner i gang for at teste vaccinen, og resultaterne fra disse forsøg forventes at være tilgængelige i løbet af de kommende uger og måneder.
»Alle tilgængelige data om sikkerheden af vaccinen, der kommer fra disse undersøgelser, samt data om vaccinens kvalitet som f.eks. indholdsstofferne og hjælpestofferne og den måde, de produceres på, vil også blive grundigt gennemgået,« lyder det fra Lægemiddelstyrelsen.
Astrazenecas vaccine bliver anset som en af de mest lovende til at bekæmpe sygdommen covid-19.
I august blev EU-Kommissionen enig med Astrazeneca om en købsaftale.
Det betyder, at hvis vaccinen bliver godkendt, vil EU købe 300 millioner doser med option på yderligere 100 millioner til de 27 medlemslande.





