Serier

Hotelportal konkurs: Lars Seier og andre velhavere i milliontab

En stribe velhavende danskere var medejere af hotelportalen Nustay, der mandag har begæret sig selv konkurs.

Corona rammer verden
Lars Seier Christensen var en af de største og første investorer i Nustay, som nu har begæret sig selv konkurs.

Den børsnoterede danske hotelportal Nustay har kastet håndklædet i ringen og mandag begæret sig selv konkurs.

En konkurs, der kommer til at koste en stribe danske velhavere millionbeløb. Blandt dem er Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, som var blandt de største og første investorer i Nustay.

»Jeg mener, jeg har skudt knap 15 mio. kr. ind i selskabet i tidens løb. For godt et halvt år siden var den investering mere end fordoblet, men sådan kan det gå,« skriver den kendte erhvervsmand i en mail.

Lars Seier henviser til, at Nustay-aktiekursen på et tidspunkt lå markant højere end den slutkurs, selskabet lukkede med fredag. Det blev altså Nustays sidste dag som børsnoteret selskab.

»Det er jo, som det er i disse corona-tider med et omsætningsfald på mere end 95 pct. og ingen udsigt til snarlig bedring. Jeg har mest ondt af det dygtige og hårdt arbejdende team, der over mere end fem år havde udviklet en stærk platform og faktisk så ud til at være ved at få et gennembrud de sidste måneder før corona,« skriver Lars Seier.

Blandt de andre medejere af Nustay, som nu taber millionbeløb på konkursen, er teglarvingen Christian Strøjer, it-millionæren Magnus Kjøller og milliardærsønnen Simon Skouboe. Sidstnævnte fungerede tilmed som Nustays bestyrelsesformand, og han har nu også udsigt til at tabe hele sin investering i hotelportalen.

»2020 har bestemt ikke været et sjovt år for rejsebranchen, og de nuværende udsigter tegner heller ikke godt for 2021. Hele branchen bløder, og de færreste tør bestille en rejse, når politikerne indfører restriktioner, som vinden blæser. Mine tanker går først og fremmest til de medarbejdere, som nu må se deres jobs forsvinde,« skriver Simon Skouboe i en besked.

Nustay blev stiftet i 2014 og gav aldrig overskud. De første fem regnskabsår blev det til et samlet tab på over 50 mio. kr. Senest et underskud i 2019 på 31,5 mio. kr.

Idéen bag Nustay var at matche hoteller med gæster, der har indtastet en lang række oplysninger om sig selv. Jo flere oplysninger, hotellerne får, desto bedre priser kan der tilbydes.

Selskabet konkurrerede med bl.a. Expedia, Booking.com og Hotel.com.

Læs også