Erhverv

B&O i stort aktiecomeback

Efter den seneste uges aktiefremgang for Bang & Olufsen begynder investorerne at tro på, at skuden kan vendes, lyder det fra investeringsøkonom.

B&O-dirtektør Kristian Teär kan om blot to dage fejre 1 års jubilæum som topchef i det hæderkronede danske selskab. Foto: Stine Bidstrup

I manges øjne var sidste uges Bang & Olufsen-kvartalsregnskab et vidnesbyrd om, at det hæderkronede danske selskab for alvor er begyndt at vende skuden efter mange års salgstørke.

Nu viser investorerne også tillid til B&O. Aktien er den seneste uge således steget med 42 pct. Ser man et år tilbage i tiden, er aktien oppe med 9 pct.

B&O har i løbet af de sidste par måneder lavet samarbejder med den amerikanske telekæde Verizon samt e-sportsholdet Astralis. Krydret med kvartalsregnskabet, forventer investeringsøkonom Per Hansen, at investorerne så småt er på vej tilbage.

»Investorerne tror i stigende grad på, at B&O kan blive en god turn around-historie. Efter fem på hinanden følgende nedjusteringer ser det ud til, at B&O har fået stoppet blødningen. Investorerne køber i det stille ind på bedre tider og håber kursstigningen er begyndelsen til en længerevarende optur,« siger Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet i en kommentar.

Sidste uges regnskab viste en omsætningsfremgang på 11 pct, efter toplinjen har været i frit fald i to år. Samtidig blev underskuddet reduceret fra minus 165 mio. kr. til minus 61 mio. kr. før skat.

Samtidig er der sat gang i en massiv sparerunde. Direktør Kristian Teär har tidligere lovet, at der skal findes besparelser på 175 mio. kr. årligt med fuld effekt fra året 2021/22, og det forventer han stadig at kunne nå.

Inden for det seneste år er der ligeledes foretaget udskiftninger på ledelsesgangen. En ny direktør er tiltrådt, og det kvitterer investorerne ligeledes for, ifølge Per Hansen. Der er tillid til den adm. direktør Kristian Teär.

Ifølge kvartalsregnskabet har coronakrisen både haft positiv og negativ indflydelse på salget i B&O. Fordi mange har været hjemme under nedlukningsperioden, er der blevet solgt flere fjernsyn og højtalere. Til gengæld er der solgt færre ’on-the-go’-produkter herunder hovedtelefoner. For at holde kadancen er der i regnskabsperioden blevet lanceret tre nye produkter, og syv nye er på vej.

BRANCHENYT
Læs også