Fortsæt til indhold

C25-topchefer har aktier for milliarder i egne selskaber

Erhverv
/ritzau/FINANS

Topchefer i selskaber på C25-indekset har aktier i egne selskaber for 2,3 mia. kr.

Det viser en gennemgang af selskabernes seneste års- og vederlagsrapporter samt beretninger om insiderhandel foretaget af Børsen Fakta.

Værdien af C25-topchefernes aktieformue er på to år steget med 76 pct. til 2,3 mia. kr., hvor der dog er stor forskel fra top til bund.

Øverst på aktieformuelisten ligger Jan van de Winkel, der er administrerende direktør i Genmab, med en aktiepost i sit eget selskab til en værdi af 1,5 mia. kr.

Til sammenligning har Novozymes' topchef, Ester Baiget, aktier for 2,7 mio. kr. i sit selskab.

Det er et vigtigt signal til markedet, at topcheferne har hånden på kogepladen, selv om der ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, nogle steder er tale om "svulmende" beløb.

- Men det er også hos topchefer, som har gjort en forskel i de selskaber, som de er direktører i. De her mennesker er spydspidser for selskaber, der skaber gigantiske værdier til ejerne, og så bliver de også selv forgyldt, siger han til Børsen.

Genmab-aktien er vokset med 4000 pct. under Jan van de Winkels lederskab.

At topchefer skal have hånden på kogepladen for at varetage aktionærernes interesser er dog en lettere naiv tankegang, hvis man spørger Michael Møller, der er professor ved Copenhagen Business School.

Han mener, at direktører i store selskaber har rigelige incitamenter til at gøre det så godt som muligt - heriblandt muligheden for at blive headhuntet, få lønforhøjelser, skabe et godt navn og have succes.