Fortsæt til indhold

Norwegian frigør næsten 1 milliard aktier og bliver ramt af endnu et stort kursdyk

Norwegian-aktien fortsætter sit fald mod bunden som følge af, at der er frigivet 900 mio. aktier. Fredag eftermiddag falder aktien med mere 24 pct.

Erhverv

Investorerne i det norske lavprisselskab Norwegian må endnu en gang se aktien styrte mod bunden.

Fredag eftermiddag falder Norwegian-aktien med mere end 24 pct. og handles nu i en kurs lige under 0,7 norske kroner.

Allerede da børsen i Oslo åbnede, bevægede aktiekursen sig lodret nedad. Ved middagstid var aktien nede med næsten 29 pct., men har siden rettet sig en smule.

Årsagen er, at Norwegian har frigivet næsten 900 mio. aktier fra en såkaldt lock up-periode, efter flyselskabet for få måneder siden udvidede aktiekapitalen med millioner af nye aktier som led i den krisepakke, som Norwegian fik forhandlet på plads i maj med sine kreditorer, leasingselskaber og investorer.

Krisepakken betød, at flyselskabet fik adgang til 2,7 mia. norske kroner i statslige lån.

Kreditorer og leasingselskaber gik samtidig også med til, at 10,8 mia. norske kroner skulle konverteres fra gæld til egenkapital. Derudover sagde aktionærerne ja til muligheden for, at Norwegian kan rejse 300-400 mio. norske kroner i en aktieemission.

Norwegian udvidede i august aktiekapitalen med omkring 1 mia. nye aktier, og en stor del af de aktier har været betinget af den såkaldte lock up-periode, der betyder, at der skal gå en bestemt periode, før aktierne må sælges igen.

Fredag har Norwegian meddelt at i alt 897.345.343 aktier nu er frigivet til handel – og det har fået aktiekursen til at rasle mod bunden.

Norwegian var allerede inden coronakrisen i store økonomiske problemer, men pandemien, som har sendt flytrafikken i knæ, har været tæt på at knække halsen på det norske flyselskab.

De turbulente tider har også haft sin indvirkning på aktiekursen. Alene i år er aktien faldet med mere end 98 pct.

Aktien blev for bare få år siden handlet til en kurs omkring 150 norske kr. efter at have toppet i 2015 med en kurs på over 200 norske kr. stykket.