Erhverv

Kassen er tom i et af Danmarks største leasingselskaber

Skifteretten i Kolding har indledt et forsøg på en rekonstruktion af Scanleasing Danmark, der er ejet af den driftige erhvervsmand Peter Larsen.

Leasingmarkedet er generelt i fremgang. Alligevel er et af Danmarks største uafhængige leasingselskaber sendt økonomisk til tælling. Arkivfoto: Casper Dalhoff.

Scanleasing Danmark, der er et af Danmarks største uafhængige leasingselskaber, er gået i betalingsstandsning.

Det bekræfter advokat John Sommer Schmidt, partner i Gorissen Federspiel, der har fået opgaven med at finde hoved og hale i Scanleasings kuldsejlede økonomi.

»Jeg kan bekræfte, at selskabet er i rekonstruktion. Lige nu handler det for os om at finde ud af, hvad det er for en virksomhed, hvad der er op og ned, og hvad der er af mulige løsninger,« siger John Sommer Schmidt om opgaven, der havnede på hans skrivebord i onsdags.

Det er her og nu uvist, hvad der konkret har sendt Scanleasing Danmark til tælling.

Selskabet skilter selv med at have kontrakter på 1.100 leasingbiler, mens kilder i branchen oplyser, at det faktiske tal reelt er omkring 2.000.

Et kig på det senest offentliggjorte årsregnskab, som er fra 2018, viser, at selskabet med dengang 21 ansatte omsatte for 228 mio. kr., hvilket kastede et nettooverskud af sig på 6 mio. kr.

Når man går i rekonstruktion, er det fordi, at man ikke kan betale sine regninger.

John Sommer Schmidt, advokat og partner i Gorissen Federspiel

Nogle af pengene har firmaet, der hører til i Kolding, bl.a. brugt i 2019 på at udvide forretningen med et showroom og salgskontor i det mondæne Axel Towers midt i København.

Samme regnskab fra 2018 viser dog også en række alvorlige revisorpåtegninger, idet Scanleasing Danmark har indberettet urigtige momsangivelser til Skat, ligesom der i strid med selskabslovgivningen er ydet lån til et medlem af bestyrelsen. Endelig har selskabet i 2018 ikke foretaget indberetning af lønsumsafgift til skat.

Scanleasing Danmark ejes af den revisoruddannede erhvervsmand Peter Larsen, der bl.a. har udråbt sig selv til jysk leasingkonge i en annonce indrykket i Børsen i september sidste år.

Her slår Peter Larsen, som er aktiv i et væld af selskaber, på, at der er andet i livet end penge og dyre luksusbiler.

»Det er jo unødvendigt at have en Porsche Cabriolet. Du er allerede langt forbi det, der er rimeligt. Derfor synes jeg også, man skal ikke bare give los. Så mister man anstændigheden og sig selv. Der er andet i livet end penge og det, man kan købe for dem,« lød det dengang fra Peter Larsen.

I dag peger advokat John Sommer Schmidt på, at netop spørgsmålet om penge er årsagen til, at Scanleasing Danmark er sendt økonomisk til tælling.

»Når man går i rekonstruktion, er det fordi, at man ikke kan betale sine regninger,« fastslår John Sommer Schmidt.

Finans har uden held forsøgt at få en kommentar fra Peter Larsen.

Retten i Kolding afvikler mandag den 2. november et såkaldt fordringshavermøde, hvor der bl.a. skal drøftes eventuelle forslag til en rekonstruktion af leasingselskabet.

Indtil da kører de daglige leasingforretninger videre, oplyser John Sommer Schmidt.

BRANCHENYT
Læs også