USA bereder sig på en højrød regnskabssæson - men det kunne være værre
I de kommende uger vælter det ind med regnskaber fra USA's største virksomheder. De vil afsløre, at de er på vej ud af coronaens destruktive greb - tror investorerne i hvert fald.
De store danske børsnoterede selskaber er ved at overgå hinanden i opjusteringer.
Men indtil videre er der temmelig afdæmpede forventninger til den regnskabssæson, som de amerikanske virksomheder skyder i gang om få dage.
Helt overordnet forventer investorerne en nedgang i indtjeningen på 21 pct. i forhold til tredje kvartal 2019. Det kan lyde voldsomt og er markant. Men det vil være væsentligt mindre end det blodbad, der kom i andet kvartal.
Det fremgår af den analyse, som nyhedsbureauet Reuters har lavet.
Når analytikerne forud for en regnskabssæson kommer med deres bud på, hvad der venter, er de næsten altid for pessimistiske. Og derfor er det faktisk ikke så ringe, at de ”kun” forventer en nedgang i indtjeningen på 21 pct. på et tidspunkt, hvor coronakrisen stadig fylder meget i deres forretning.
»Det er et virkelig godt tegn. Det er tegn på, at der er en stor sandsynlighed for, at kvartalsregnskaberne bliver bedre end forventet,« siger Art Hogan, chefstrateg hos National Securities i New York, til Reuters.
»Det eneste problem er, at nu hvor vi er gået ind i fjerde kvartal, er mange af de økonomiske nøgletal fladet ud,« tilføjer han.
Det kan få virksomhedsledelserne til at være lidt mere forsigtige i deres forventninger til fjerde kvartal, når de skal give markedet en prognose for hele årsresultatet.
Og så er der det amerikanske valg, som vil give en masse usikkerhed i de kommende uger, mens kombattanterne krydser verbale og finanspolitiske klinger.
De amerikanske selskaber er som hovedregel hurtigere til at komme med deres kvartalsregnskaber end de danske.
De store amerikanske finanshuse begynder at rapportere i næste uge - med de store finanshuse som de første.
Men de danske selskaber har dog løftet et par hjørner til regnearkene. I denne uge har der været en sand byge af opjusteringer, fordi selskaber som Novo Nordisk, DSV og Pandora ikke er så hårdt ramt af coronakrise som de havde frygtet.
Så udgangspunktet for det danske aktiemarkeder er stærkt. Fredag satte C25 rekord i 1565,08, løftet af de mange opjusteringer.