Fortsæt til indhold

7,6 mia. kr. for tro tjeneste: Milliardærenke lader direktøren arve, men skatten nager

Et ekstraordinært generationsskifte har fundet sted i den tyske mediekoncern, hvor familien Springer har foræret den mangeårige direktør en enorm aktiepost. Men en enorm skatteregning kan tage magten fra ham.

Mathias Döpfner er nu blevet storaktionær i den enorme Springer-koncern. Men en fuldfed skatteregning kan ende med at koste ham magten.
Erhverv

Måske er det den største gave, et familieforetagende nogensinde har givet til et ikke-medlem af familien.

Friede Springer, milliardæren og enken efter stifteren af det enorme tyske Springer-imperie, har foræret firmaets adm. direktør Mathias Dopfner aktier for at alt 1,2 mia. dollars eller omkring 7,5 mia. kr. Samtidig har hun givet ham en enorm kontrol over virksomheden.

Og et kæmpe skatteproblem.

Det beskriver finansmediet Forbes.

For kort tid siden besluttede den 78-årige Friede Springer at give halvdelen af sin aktiepost på 43 pct. af Axel Springer-koncernen til Mathias Döpfner. Samtidig fik han lov at købe yderligere 4,4 pct. af virksomheden.

Hun forklarer beslutningen med, at hun har forpligtet sig til at ”sikre en kontinuitet” i firmaet og sikre dets fremtid, og at hun er »meget glad for at have fundet sin afløser i Mathias.«

Selvom hun selv beholder en luns af kapitalen, har hun givet den adm. direktør alle sine stemmerettigheder. Så nu er Mathias Döpfner den næstmest magtfulde aktionær i Springer-koncernen med 44 pct. af stemmerne og 15 pct. af kapitalen.

Den store amerikanske kapitalfond KKR sidder på lidt flere - 47,6 pct. af stemmerne.

Mathias Döpfners problem er, at han formentlig - fordi han ikke er et familiemedlem - får en enorm skatteregning for ”gaven”. Og hvis myndighederne i Tyskland insisterer på, at han skal betale skat, vil han være nødt til at sælge ud af sine aktier - og dermed af kontrollen.

Det var Axel Springer, der fik børsnoteret halvdelen af Springer-koncernen i 1985. Men i 2019 købte kapitalfonden KKR de børsnoterede aktier ved at betale 3,8 mia. dollars.

Virksomheden er Europas største udgiver og omsætter for 4 mia. dollars i 2019 og har flere end 15.000 ansatte

Friede Springer selv var oprindeligt barnepige i Springer-familien, blev så elsker til og siden kæreste og så gift med Axel Springer. Hun blev dermed hans femte hustru i 1978.

Axel Springer døde i 1985, og siden har Friede Springer så ejet tæt ved halvdelen af firmaet. Koncernen består bl.a. af de tyske aviser Bild og Die Welt og den engelsksprogede, amerikanske Business Insider.

Udover at vise, at en stilling som barnepige kan være et godt sted at begynde, viser den også, at journalistik kan føre til hvad som helst.

Den nu meget velhavende og magtfulde direktør Mathias Döpfner begyndte egenlig sin karriere som journalist i Springers mediekoncern, og så arbejdede han sig op over 22 år.

Han sidder i øvrigt også i Netflix’ bestyrelse.

Der har gennem årene været masser af historier om uenighed i Springer-familien. Forbes har forsøgt at få en kommentar til dette ”generationsskifte” fra familien, men det er ikke lykkedes.

Ifølge Forbes er der mulighed for, at man i Tyskland kan blive undtaget for skat, hvis det f.eks. koster virksomheden for dyrt. Det kunne være en mulighed for Mathias Döpfner.

Artiklens emner
Axel Springer
KKR