Omdiskuteret webshop er under konkurs
Dansk webshop reklamerede for hvidere tænder med en lysende skinne. Nu er selskabet under konkursbehandling.
Den omdiskuterede virksomhed Smilebright, der forrige år kom i vælten, efter at den havde brugt influencers til at reklame for tandblegning, der viste sig at indeholde mere end 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde, er taget under konkursbehandling.
Det skriver RetailNews.
Den aarhusianske virksomhed kom for alvor i vælten, da den i september forrige år slog sig op på at kunne blege tænder ved hjælp af en særlig gél i en lysende skinne. Ifølge virksomheden bestod gélen udelukkende af »naturlige ingredienser«, og resultaterne ville kunne ses efter blot få uger.
Den påstand viste sig dog ikke at holde stik.
En analyse foretaget af DR-programmet Kontant viste nemlig samtidig, at den gél, som Smilebright benyttede til tandblegningen, indeholdte 75 gange mere brintoverilte end den tilladte mængde til trods for, at stoffet slet ikke burde være i produktet.
»Vi er meget overrasket over testresultatet. Derfor har vi også igangsat en intern undersøgelse, der skal klarlægge, hvad der er gået galt, og hvorfor det har været muligt at købe et produkt, der formentlig har indholdt for meget brintoverilte,« sagde selskabets direktør Emil Schmidt på daværende tidspunkt til Jyllands-Posten.
Siden måtte flere kendte influencers - heriblandt realitystjernen Stephanie ’Geggo’ Salvali og podcastvært Peter Falktoft - undskylde overfor deres følgere, at de havde markedsført et produkt, som de ikke kunne stå inde for og havde givet forkerte oplysninger omkring.
Emil Schmidt har overfor RetailNews ikke ønsket at kommentere på Smilebrigths konkursbehandling.
Ifølge mediet er Smilebrights danske hjemmeside forsat aktivt. Det samme gælder også flere udenlandske versioner, som selskabet ligeledes står bag.
Retail News oplyser desuden, at Emil Schmidt fortsat driver flere andre virksomheder og webshops.
Smilebright har tidligere oplyst, at det får produceret sine produkter i Kina og opererer i 10 forskellige europæiske lande, hvor den ifølge selskabet har over 100.000 faste kunder.