Fortsæt til indhold

Carlsberg involveret i omfattende afgiftssvindel i Malaysia

Bryggerigiganten er ifølge Berlingske Business involveret i gryende ølskandale i Malysia.

Carlsberg har fået de britiske myndigheders godkendelse til fusion med Marston's Brewing Company. Foto: Reuters/Nigel Roddis/
Erhverv
/ritzau/FINANS

Carlsbergs datterselskab i Malaysia har i årevis solgt øl i landet uden at betale lovpligtige afgifter til staten.

Det fremgår af en række interne dokumenter og beretninger fra tidligere ansatte, skriver Berlingske Business.

Ifølge interne korrespondancer i Carlsberg Malaysia har datterselskabet længe haft kendskab til svindelnummeret såvel som metoden bag.

Graham Fewkes, der er topchef for Carlsbergs asiatiske forretning, har nemlig påpeget overfor medarbejdere, at ”metoden” absolut ikke måtte omtales på skrift.

- Gutter, vi må aldrig nævne den malaysiske metode i dokumenter, der skal sendes bredt ud internt. Men jeg er meget sikker på, at I alle vil sende mig madpakker i fængslet, skrev Graham Fewkes ifølge Berlingske Business i en intern e-mail.

Også Carlsbergs hovedkontor blev opmærksom på sagen, efter at en tidligere centralt placeret medarbejder i august 2019 advarede topledelsen om snyd i Malaysia via ølproducentens officielle whistleblower-linje, skriver Berlingske Business.

Ledelsen i Carlsberg i Danmark kendte til problemet allerede 2013, og problemet blev forsøgt stoppet allerede fra juni 2013.

Ifølge medarbejderen skete afgiftssvindlen ved at øl, der på papiret skulle eksporteres til den østlige del af Malaysia - og først her pålægges afgifter - i stedet blev kanaliseret ind på markedet i Vestmalaysia og solgt illegalt. På den måde blev afgifterne aldrig betalt.

- Metoden viser, at ledelsen bevidst svindlede de malaysiske toldmyndigheder, skrev vedkommende til Carlsberg ifølge Berlingske Business.

Carlsberg fralægger sig ansvaret for sagen med begrundelsen, at det var mellemmænd, der stod bag. Bryggeriet har angiveligt forsøgt at komme svindlen til livs ved at standse samarbejdet med de respektive mellemmænd, skriver avisen

Originalartikel: Berlingske Business, mandag den 12. oktober, side 4-7.