Erhverv

Ungarnske Wizz vil flyve i Norge - men retter skarp kritik mod fagbevægelsen

Topchefen for det ungarnske lavprisflyskab Wizz Air har ikke meget til overs for Norges fagforeninger, der ifølge ham fører til ineffektivitet i flybranchen.

»Fagforeninger er ikke min ting,« siger József Váradi, adm. direktør i Wizz Air, til Dagens Næringsliv. Foto: PR

Topchefen for det ungarnske flyselskab Wizz Air, József Váradi, retter nu en bidende kritik mod Norges fagbevægelse.

Det sker efter, at lavprisselskabet er blevet mødt af massiv modstand for at ville etablere sig med indenrigsruter i Norge.

Topchefen er stærk modstander af fagforeninger og mener, at de gør virksomheder mindre effektive, og han er kendt for at holde fagforeninger ude de steder, selskabet opererer.

»Fagforeninger er ikke min ting. Se på alle de luftfartsselskaber, der er blevet besat af fagforeninger, de er alle på randen af konkurs,« siger József Váradi til Dagens Næringsliv.

Ved at gøre virksomheder ineffektive påvirker fagbevægelsen ifølge ham både skatteydere og ansatte, fordi mange mister deres job.

Modviljen mod fagforeninger har fået LO-forbundet Industri Energi med 56.000 medlemmer til at varsle et boykot, der vil nægte sine ansatte at flyve med Wizz Air.

»Jeg synes bare, det er barnligt,« lyder svaret fra József Váradi.

Wizz Air-chefens udtalelser har fået en række fagforeninger og politikere op ad stolen.

»Det kan se ud som om, at Wizz Air-chefen ikke kender og forstår norsk arbejdsliv og ikke mindst forstår, hvordan vi ønsker norsk arbejdsliv skal være,« siger Norges arbejds- og socialminister til Dagens Næringsliv.

Af de samlede udgifter til Wizz Air er kun ni procent ifølge avisen lønomkostninger, og det er langt under niveauet for konkurrenter som SAS og Norwegian.

Wizz Air er tidligere blevet kendt skyldig i diskrimination af højesteret i Rumænien, da lavprisselskabet ifølge Fagbladet 3F fyrede ansatte, fordi de dannede en fagforening

BRANCHENYT
Læs også