Erhverv

Flere hjemmearbejdsdage øger appetitten på mere pendlertid

Ifølge en ny undersøgelse blandt ingeniørforeningen IDA's medlemmer er mange klar til at acceptere længere rejsetid til jobbet, hvis de samtidig får flere hjemmearbejdsdage.

Arkivfoto: Jonas Olufson
IDA

Højtuddannede danskere er klar til at bruge væsentligt længere tid på at pendle til arbejdet, hvis de samtidig får mulighed for at arbejde hjemme nogle dage om ugen.

Det viser en ny undersøgelse, som ingeniørforeningen IDA har foretaget blandt knap 1.100 af sine medlemmer, der alle har været mellem tre og ti år på arbejdsmarkedet.

Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af landet ned den 11. marts, har tusindvis af danskere på egen krop mærket, hvordan det er at arbejde hjemmefra.

Og skal man tro undersøgelsen, så har det bestemt ikke været en negativ oplevelse af skifte hæve-sænkebordet ud med spisebordet derhjemme. Faktisk er mere end halvdelen klar på at forlænge transporttiden til arbejde, hvis det samtidig giver mulighed for en god portion hjemmearbejdsdage hver uge.

»Fleksibilitet giver øget mobilitet. Det er kort og godt budskabet. Mange arbejdsgivere bør skrive sig bag øret, at hvis man giver sine medarbejdere mulighed for at arbejde hjemmefra, så er det tydeligt, at man kan tiltrække flere kandidater og mere talent til sin virksomhed,« siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA.

Således svarer 55 pct. af de adspurgte i undersøgelsen, at de er villige til at sluge en times længere transporttid til arbejde, hvis de samtidig får mulighed for tre ugentlige hjemmearbejdsdage.

Hvis der kun er mulighed for to hjemmearbejdsdage, er det kun en tredjedel af de adspurgte, der er villig til at forlænge pendlertiden, mens kun 13 pct. vil rejse længere for at komme på job, hvis der kun er mulighed for en enkelt hjemmearbejdsdag om ugen, viser undersøgelsen.

»Mange vidensarbejdere har behov for fordybelse. Og den ro, man kan få ved at arbejde hjemmefra i perioder, vil være et gode for både medarbejder og arbejdsgiver. Når vi skal grave os dybt ned i en problematik, så er det sjældent i storrumskontoret, at man har de bedste rammer til den slags udfoldelser,« siger Morten Thiessen.

Undersøgelsen viser også, at det især er respondenterne fra Nordsjælland, der i dag bruger flest pendler-minutter på at komme på arbejde.

Således bruger et IDA-medlem fra Nordsjælland, der har deltaget i undersøgelsen, i snit 172 minutter på transporttid hver dag.

Herefter følger respondenter fra Østsjælland med 97 minutter, mens man i bunden finder medlemmerne fra Nordjylland. Her bruger de i snit knap en time på at pendle hver dag.

BRANCHENYT
Læs også