Erhverv

Blockchainplatform sluser to store Mærsk-rivaler ind

Franske CMA CGM og schweiziske MSC får en vigtig rolle fremadrettet, efter at de nu har tilsluttet sig Mærsks prestigeprojekt, blockchainplatformen Tradelens.

Blockchainplatformen Tradelens råder nu over data for omkring halvdelen af verdens containerfragt. Foto: Presse Mærsk / marinetraffic.com Collage: Anders Thykier

Den digitale platform Tradelens, som A.P. Møller-Mærsk har været med til at udvikle, vokser sig nu markant større.

Konkurrenterne CMA CGM og MSC - to af verdens absolut største containerrederier efter Mærsk - er nu sluset ind på platformen med alle deres data.

Det er et vigtigt skridt for Tradelens, der nu råder over data for omkring halvdelen af verdens containerlast. Jo mere data, Tradelens kan samle på sin platform, desto mere gnidningsfrit bliver det at håndtere containerlast. Samtidig får parterne dybere indsigt, hvor problemerne i logistikkæderne ligger.

Blockchain-platformens formål er at hjælpe virksomheder med at flytte og spore gods digitalt på tværs af internationale grænser, og samtidig giver det aktørerne mulighed for at dele information og samarbejde på tværs af leverandørkæden i shippingindustrien.

CMA CGM og MSC meldte allerede ud i maj, at de ville slutte sig til Tradelens, men først nu er deres data flettet ind i systemet.

»Disse to globale shippingkoncerner vil sammen med Mærsk fungere som platformens fundament med den rolle at ekspandere økosystemet og platformdriften, herunder at spille nøgleroller som validatorer i blockchain-netværket,« skriver Tradelens i en pressemeddelelse.

Transportindustrien har i lang tid været tynget af tommetykke papirstakke, som skal gennemtjekkes og skrives under af dusinvis af forskellige hænder.

IBM og Mærsk fandt i forbindelse med udviklingen af Tradelens ud af, at papirarbejdet på en containerfragt fra Kenya til Holland udgør omkring 15 pct. af fragtprisen. Stemplerne, telefonsamtalerne, underskrifterne, scanningerne, postforsendelser og skriftlig kommunikation skal med Tradelens reduceres og digitaliseres.

Begyndelsen for IBM’s og Mærsks projekt var hård, fordi en stribe konkurrenter såede tvivl om, hvor neutral konkurrenten Mærsk egentlig var på den digitale platform. Efter at Mærsk ændrede ejerformen fra et joint venture med IBM til et mere løst samarbejde, har konkurrenterne i roligt tempo tilsluttet sig en efter en.

Kinesiske Cosco er derimod fortsat en del af den konkurrerende platform, Global Shipping Network.

Blockchain er et fletværk af registrerede transaktioner, som bliver låst sammen med stærk kryptering. Teknologien er kendt fra kryptovalutaer som bitcoin, og det unikke er, at alle aftaler og transaktioner bliver delt med alle i netværket. Det gør det umådeligt vanskeligt, hvis ikke umuligt, at fuske med fragtpapirer og bryde aftaler. Samtidig er det hurtigt og effektivt – noget, som industrien længe har forsøgt at finde en løsning på.

BRANCHENYT
Læs også