Erhverv

Volvo lander bedre end ventet overskud i tredje kvartal

Foto: PR/Volvo

Volvo, der blandt andet producerer lastvogne, busser og bygningsudstyr, kom bedre ud af tredje kvartal end ventet målt på det ordinære overskud, viser det netop offentliggjorte regnskab.

Her lander driftsindtjeningen på 7,22 mia. svenske kr. svarende til cirka 5 mia. kr. Det er lavere end i samme kvartal sidste år, hvor Volvo havde en driftsindtjening på 10,89 mia. svenske kr., men det er mere end 1 mia. svenske kr. bedre end analytikernes forventning, der lød på 5,91 mia. svenske kr., ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.

Driftsmarginen falder til 9,4 pct. fra 11 pct. i samme kvartal sidste år.

På det samlede salg skuffer Volvo dog forventningerne. I tredje kvartal lander det på 76,89 mia. svenske kr., mens forventningen var 78,48 mia. svenske kr. Salget er samtidig også faldet fra 98,72 mia. svenske kr. i tredje kvartal sidste år. Justeret for valutaudsving svarer det til et fald på 16 pct., skriver Volvo i regnskabet.

I takt med, at covid-19-restriktionerne blev lettet, har Volvo i løbet af tredje kvartal oplevet en gradvis stigning i forbruget af lastbiler og maskiner.

- Mod enden af kvartalet var transportaktiviteten stort set tilbage på samme niveau som for et år siden i de fleste markeder. Det førte til en forbedret stemning hos vores kunder, som afspejlede sig i såvel en stigende ordreindgang på lastbiler, motorer og bygningsudstyr som en stigende forbedring i serviceforretningen, siger Martin Lundstedt, topchef i Volvo.

- Men den svage ordreindgang i det tidligere kvartal påvirkede koncernens salg i tredje kvartal, som faldt 16 pct. i forhold til sidste år.

I lastvognsforretningen, der er det største af Volvos forretningsområder, faldt salget med 26 pct. til 47,74 mia. svenske kr. Ordreindgangen er dog steget med 61 pct. sammenlignet med tredje kvartal sidste år, som var et meget svagt kvartal, skriver Volvo.

I forbindelse med regnskabet har Volvo samtidig genindført prognosen for antallet af lastbilsenheder, der kan køre med stort læs.

På det europæiske marked ser Volvo 225.000 enheder i 2020 og 240.000 enheder i 2021, mens der på det nordamerikanske marked forventes 220.000 enheder i 2020 og 250.000 enheder i 2021. På det kinesiske marked, der er et marked for medium-læs, forventer Volvo 1,65 mio. enheder i 2020, men ser det falde til 1,45 mio. enheder i 2021.

Volvo-aktien faldt torsdag 2,3 pct. til 176,90 svenske kr.

BRANCHENYT
Læs også