Danmarks ældste legetøjsforretning reddet fra lukning
Et kendt navn i det danske iværksættermiljø overtager Danmarks ældste legetøjsforretning.
Danmarks ældste legetøjsforretning lukker alligevel ikke.
For få måneder siden meddelte ejerne bag Geppels Legetøj, ægteparret Lars Nybjerg og Karina Dyvekær, at det fra nytår var slut med både de fysiske forretninger samt onlinebutikken.
Både forretningen og onlinehandlen gav egentlig pæne overskud, men ægteparret ønskede at prøve noget nyt.
Dermed ville Geppels Legetøj, der i dag har to fysiske forretninger i henholdsvis Nykøbing Sjælland og Asnæs, lukke få måneder inden, at legetøjsforretningen kunne fejre sin 95-års fødselsdag.
Men nu ser det ud til, at butikkens kunder kan finde flagene frem igen.
Ejerparret oplyser nemlig i en pressemeddelelse, at det er lykkedes at sælge Geppels Legetøj til de to iværksættere Casper Blom og Andreas Hyttel Schrødere.
»Det er en stor glæde, at det netop var Casper Blom og Andreas Hyttel Schrøder, der endte med at blive køberne af Geppels Legetøj,« siger Karina Dyvekær.
Derfor undersøgte Lars Nybjerg og Karina Dyvekær også muligheden for at sælge onlineforretningen videre i stedet for at lukke den - og her bed de to iværksættere så på.
Oprindeligt skulle forretningen i både Nykøbing Sjælland og Asnæs lukke, men de to nye ejere har også valgt at drive butikken i Nykøbing videre.
»For os var det ikke til diskussion, om butikken skulle fortsætte. Der ligger så meget af Geppels historie i den butik, og vi tror på, at legetøj er noget man skal se og mærke. Naturligvis sælger vi også online, men vi vil lige så gerne have folk ned i butikken, hvor vi står klar til at vejlede,« siger Andreas Hyttel Schrøder.
Især Casper Blom har er et kendt navn i det danske iværksættermiljø. Han blev kendt allerede som teenager, da han begyndte at sælge brugte golfbolde på nettet - og allerede som 17-årig rundede hans forretning en million i omsætning.