Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Venstre-ordfører kritiserer regeringen i minksag: »Man famler og kan ikke følge med«

»Regeringen handler resolut efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger,« svarer Socialdemokratiets fødevareordfører.

Corona rammer verden
Venstre kritiserer regeringen for at handle for langsomt og ineffektivt i sagen om coronasmitte på danske minkfarme. Socialdemokratiets fødevareordfører Anders Kronborg afviser kritikken, og understreger, at man følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

»Det går alt, alt for langsomt med at få slået de smittede mink ned.«

Det mener Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, der kritiserer regeringen for at være for langsomme til at hjælpe de danske minkavlere, som kæmper med coronasmitte blandt sine besætninger.

»Regeringen famler og kan ikke følge med. Regeringens plan med at både at nedslagte smittede og ikke smittede dyr, er forfejlet og for langsommeligt,« siger Erling Bonnesen (V).

Pelsindustrien har længe været i økonomisk krise, og i de seneste uger er krisen blevet forværret af coronaudbrud på mange minkfarme, hvor dyrene nu skal aflives.

Lovgivningen siger, at mink inden for en radius af 7.8 kilometer fra en smittet farms skal aflives, og det gælder også raske mink. Det betyder, at mere end en million mink skal aflives.

Denne tilgang er ifølge Erling Bonnesen forkert:

»Man bør have en langt bedre og mere målrettet tilgang. På den måde kan vi få slået de syge dyr ned straks, og dermed kan man passe på de raske dyr, så minkavlerne også har et avlsgrundlag i fremtiden.«

Anders Kronborg, der er fødevareordfører hos Socialdemokratiet, afviser kritikken og forklarer, at regeringen følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

»Sundhedsstyrelsen har anbefalet det her forsigtighedsprincip. Covid-19 i mink kan mutere og gøre en eventuel corona-vaccine ubrugelig. Vi vil ikke gamble med menneskeliv. Jeg synes ikke, at det er tid til at smide forsigtighedsprincippet over styr,« siger Anders Kronborg (S).

Kronborg mener samtidig, at Erling Bonnesen bør få styr på sine egne partifæller, og henviser til et interview med europaparlamentsmedlemmet Asger Christensen, der fredag udtalte til TV SYD, at man bør tage en »timeout og se hvordan det udvikler sig«.

»Asger Christensens udtalelser tegner ikke Venstres politik på området,« svarer Erling Bonnesen og fortsætter:

»Asger Christensen er valgt til Europa-Parlamentet, og det er mig som fødevareordfører, der kører sagen for Venstre i Danmark. Den timeout som Asger Christensen nævner i interviewet, afviser jeg kontant. Der skal ikke tages en timeout. Det går tværtimod alt for langsomt det som regeringen har gang i.«

Venstre har indkaldt fødevareminister Mogens Jensen (S) til en forespørgsel i Folketingssalen, hvor man vil have ministeren til »…at redegøre for beslutningen om aflivningen af danske mink, herunder hvilket fagligt belæg regeringen bygger sine beslutninger på…«.

I alt er 101 minkfarme i Danmark ramt af coronasmitte. Yderligere 32 minkfarme er under mistanke.

De første coronaudbrud blev registreret i juni. I midten af august begyndte antallet af smittede farme at stige hurtigt, og de seneste uger er spredningen accelereret.

Danmark er verdens suverænt største producent af minkskind, som er en milliardindustri.

BRANCHENYT
Læs også