Erhverv

Ny løsning skal gøre op med sort strøm i grønne stikkontakter

Selv om elkunder har tilvalgt grøn el, er det ingen garanti for et CO2-frit elforbrug, fastslår Energinet som led i et nyt projekt.

Køb af grønne certifikater er ingen garanti for, at der altid kommer grøn strøm ud af stikkontakten, fastslår statsejede Energinet. Arkivfoto: Michael Sohn/AP

Elkunder har i årevis tilkøbt, at de udelukkende bruger grøn strøm. Men nu slår statsejede Energinet fast, at elmarkedet ikke kan garantere, at der alene er grøn strøm i stikkontakten.

Sikkerheden for grøn el sker i dag først og fremmest ved brug af særlige grønne certifikater – såkaldte oprindelsesgarantier, der gælder for et år.

Grøn el
  • Elektriciteten i vores stikkontakter er ikke nødvendigvis fremstillet i Danmark.
  • Elektricitet bliver eksporteret og importeret gennem handler på samme måde som f.eks. naturgas og olie.
  • Derfor stammer strømmen i elnettet herhjemme fra de andre nordiske lande, der bl.a. benytter vand- og atomkraft, og fra dele af Europa som f.eks. Tyskland, som fortsat har mange kulkraftværker.
  • Teknisk kan man ikke adskille strøm fra f.eks. vindmøller, vand, halm eller kul.
  • Derfor kan man ikke præcist sige, om strømmen i en stikkontakt kommer fra kraftværker, vindmøller, solceller eller noget helt fjerde.

Den lange løbetid gør imidlertid, at garantien alene er elkundernes sikkerhed for, at der i løbet af et år er blevet produceret grøn strøm et eller andet sted i elnettet svarende til det aftalte forbrug.

»Men den grønne strøm kan godt være lavet af solceller om dagen, mens man selv bruger strømmen om aftenen. Eller den kan være lavet på en blæsevejrsdag i november, mens man selv bruger strømmen en vindstille dag i april,« siger Martin Lervad Lundø, adm. direktør i Energinet Datahub.

Et kig på Elpris.dk viser, at mere end halvdelen af de op mod 160 udbudte elprodukter er øremærket som klimavenlige bl.a. ved køb af oprindelsescertifikater.

For at nå i mål med den grønne omstilling skal vi kunne dokumentere, at vores strøm faktisk også er grøn.

Martin Lervad Lundø, adm. direktør, Energinet Datahub

Nu vil Energinet forsøge at gøre op med, at elkunder, der har købt grønne certifikater, alligevel har el fra gas og kul i stikkontakten.

Idéen er et nyt certifikatsystem, der time for time kan dokumentere overensstemmelse mellem den producerede og forbrugte grønne el.

»For at nå i mål med den grønne omstilling skal vi kunne dokumentere, at vores strøm faktisk også er grøn. For hvad nytter det at gå fra benzinbiler til elbiler, hvis ikke man ved, om den el, man lader med, er grøn?« siger Martin Lervad Lundø i en pressemeddelelse.

Til at knække den grønne nød vil Energinet bruge løbende data fra en såkaldt datahub, der rummer detaljerede oplysninger om alle virksomheder og privates elforbrug.

Ved at samkøre produktions- og forbrugsoplysninger helt ned på timebasis åbnes der for, at elkunder, der har tilvalgt grøn el, rent faktisk også får CO2-fri el i stikkontakten.

Energinet tester netop nu en prototype af det nye system sammen med bl.a. Clever, Vattenfall og Vestas.

Testen forventes at løbe over et halvt år. Håbet er, at projektet i færdig form kan ende med at danne skole for det europæiske elmarked.

BRANCHENYT
Læs også