Erhverv

Novozymes opjusterer forventningerne til 2020

Overskudsgraden ventes at blive på 26-27 pct. mod tidligere ca. 26. pct.

Novozymes oplevede et første halvår med stor lageropbygning hos eksempelvis vaskemiddelproducenterne, og det gav et godt salg af enzymer. Lageropbygning skyldtes coronakrisen og er ikke fortsat i tredje kvartal. Foto: Lars Just.

Novozymes har klaret sig bedre gennem tredje kvartal af 2020 end frygtet af investorerne.

Driftsoverskuddet landede på 894 mio. kr. i kvartalet mod en konsensus forventning om 886 mio. kr.

Det får Novozymes til at opjustere sine forventninger til hele året til en overskudsgrad på mellem 26 og 27 pct. Ved halvåret lød forventningen på ca. 26 pct.

»Vores resultater i de første ni måneder var tilfredsstillende, især i lyset af COVID-19-implikationerne. Resultaterne er drevet af vores alsidige portefølje og organisationens evne til hurtigt at tilpasse sig et skiftende miljø. Når vi kombinerer det med et øget kundefokus, så er jeg overbevist om, at vi har lagt grundstenene til en endnu stærkere præstation i fremtiden,« siger koncernchef Ester Baiget fra Novozymes i en kommentar til regnskabet.

Indtjeningen efter skat i tredje kvartal blev på 711 mio. kr., hvilket også var klart bedre end gennemsnittet af analytikernes forventninger på 689 mio. kr.

I forbindelse med opjusteringen af driftsindtjeningen meddeler Novozymes, at koncernen fastholder sine forventninger til den organiske vækst på "mellem minus 2 og plus 2 pct." I kvartalet blev den organiske vækst på minus 3 pct.

Novozymes forventer også et stærkere cash flow end oprindeligt forventet. Det er opjusteret til intervallet 2,6-3,0 mia. kr. mod tidligere 2,4-2,8 mia. kr.

»Novozymes har i forbindelse med kvartals regnskabet opjusteret sine forventninger til helåret. Der er nok regulært snarere tale om en positiv præcisering end en opjustering. Nozoymes’ omsætning ligger lidt under forventningerne. Til gengæld lander indtjeningen i den gode ende og forventningerne til årets cash flow opjusteres,« skriver investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet i en umiddelbar reaktion på regnskabet.

Novozymes største forretningsområde, målt på omsætning, er enzymer til vaskemidler. Her viste kvartalet en negativ organisk vækst på 1 pct. og en omsætning på 1211 mio. kr.

Den manglende vækst skal dog ses på baggrund af et godt salg i årets første halvdel, hvor producenterne af vaskemidler købte stort ind af frygt for coronakrisen. Det førte til lageropbygning, og den pukkel rammer salget i tredje kvartal.

I de øvrige divisioner ramte man stort set den forventede omsætning i kvartalet: Føde- og Drikkevarer havde en organisk vækst på 1 pct., Bioenergi et fald på 5 pct. og Tekniske og Farma et plus på 2 pct.

»I forhold til resten af 2020, ser vi fortsat en betydelig COVID-19-relateret usikkerhed, og vi fastholder derfor vores forventninger om en organisk salgsvækst på -2 pct. til +2 pct. Imidlertid får vi i stigende grad vished for, at midtpunktet i intervallet bliver det mest sandsynlige resultat. Vi hæver overskudsgraden til 26-27 pct. og vores frie cash flow til 2,6-3,0 mia. kr.,« lyder det fra Ester Baiget.

BRANCHENYT
Læs også