Dansk trafikalarm vil erobre det tyske marked
Den nordjyske virksomhed Saphe, der producerer trafikalarmer, gør klar til at træde ind på det tyske marked. Samtidig har coronakrisen fået virksomhedens overskud til at falde mærkbart, viser nyt regnskab.
Den danske trafikalarm-virksomhed Saphe kigger nu sultent i retning af Tyskland på trods af coronakrisen, der også har ramt den aalborgensiske virksomhed på pengepungen.
Til næste år satser Saphe stort på at få en fod indenfor på det lukrative tyske marked, fortæller grundlægger og adm. direktør Freddy Sørensen.
»Danmark er selvfølgelig altid vores vigtigste marked, men hovedfokusområdet næste år bliver Tyskland,« siger Freddy Sørensen.
Han fik idéen til trafiklarmen i begyndelsen af 2015. Kort tid efter sendte han sit produkt på markedet, og i dag sidder Saphes små sorte trafikalarmer, der bl.a. advarer om fartkontroller, i omkring 700.000 danske biler.
Saphe er allerede rykket til udlandet og forhandles i dag i både Norge, Sverige og Finland, ligesom Saphe den seneste tid er lanceret på det britiske, spanske og italienske marked. Men nu er sigtekornet rettet mod et af Europas største markeder.
Saphe har indgået en dataaftale med en af de største trafikapps i Tyskland, Blitzer, som skal gøre Saphe attraktiv over for de tyske bilister.
»Tyskland er et kæmpe marked med 50 mio. biler. Vi samarbejder samtidig allerede med den største trafikapp i Benelux-landene, og da mange tyskere bor i det vestlige Tyskland og også krydser grænserne, gør det os attraktive,« siger Freddy Sørensen.
Ekspansionsplanerne kommer oven på et år, hvor Saphe også har kunne mærke coronakrisens konsekvenser.
Saphe har netop offentliggjort sit årsregnskab for perioden 2019/2020, og det viser, at overskuddet er dykket fra 12,3 mio. kr. til 1,7 mio. kr.
Ifølge Freddy Sørensen skyldes det faldende overskud bl.a. stigende personaleomkostninger, som er vokset fra 11,6 mio. kr. til næsten 15 mio. kr. Men også coronakrisen har haft sine store mærkbare konsekvenser.
»Coronaen har selvfølgelig også ramt os. Vi havde to måneder, hvor vi næsten ikke solgte noget,« siger Freddy Sørensen.
»Vores ekspansion i udlandet blev også hårdt ramt. Vi var netop gået i gang i Storbritannien og Spanien, da det gik fuldstændig i stå. Det ramte os selvfølgelig hårdt. Men vi kører fortsat videre med vores planer om at lancere i Tyskland,« tilføjer han
Saphe har været en guldrandet forretning for Freddy Sørensen, der har en baggrund som opfinder og civilingeniør.
De seneste fire år har han tjent mere end 60 mio. kr., og alene de to foregående år har Freddy Sørensen trukket 20 mio. kr. ud som udbytte.
Udbyttet i regnskabsåret 2019/20 var dog mere beskedent. Her trak Freddy Sørensen 1,8 mio. kr. ud til sig selv.