Fortsæt til indhold

Smuthul for hackere: Usikre forsyningskæder gør virksomheder sårbare

Hackere kan finde genvej til virksomheders systemer, hvis der ikke er styr på sikkerheden i forsyningskæden.

Virksomhederne opfordres til at få styr på sikkerheden i forsyningskæderne. Foto: Aleksander Klug
Erhverv

Hackere kan få nem adgang til ellers sikre systemer, hvis virksomheder ikke er opmærksomme på eventuelle sårbarheder blandt deres samarbejdspartnere og underleverandører.

Specielt virksomheder, der handler med forbrugsgoder, er i fare, meddeler konsulenthuset Deloittes afdeling for cybersikkerhed.

»Vi oplever, at hackere får adgang til virksomheders netværk ved at udnytte leverandørernes usikre systemer som springbræt. For at beskytte sig selv er det derfor afgørende, at virksomheder også adresserer cybersikkerheden blandt deres vigtigste samarbejdspartnere,« siger leder af Deloitte Cyber Risk, Serdar Cabuk, i en pressemeddelelse.

Ifølge Serdar Risk er der to betydelige trusler forbundet med manglende opmærksomhed på forsyningskædens sikkerhedsforanstaltninger.

For det første kan hackere tvinge sig adgang til en virksomhed via underleverandørernes systemer, og for det andet kan et angreb på en vigtig leverandør have konsekvenser for virksomhedens drift, produktion og lignende.

Selvom det er vigtigt, kan der hos specielt store virksomheder være store udfordringer forbundet med at sikre sig sikkerhed i forsyningskæden, da de ofte har vidt forgrenede netværk.

»Det store antal af leverandører og samarbejdspartnere gør, at det kan være svært at få overblikket over dem alle, hvor kritisk deres service er, og hvor nemt et mål de er for hackere og industrispioner,« siger Serbar Cabuk.

I en spørgeundersøgelse udarbejdet af Deloitte svarer halvdelen af virksomhedernes cyberansvarlige, at deres organisation kun i nogen- og eller mindre grad er modstandsdygtig overfor hackerangreb i deres forsyningskæde.

Det er et problem, hvis man spørger Deloittes sikkerhedschef.

Han opfordrer til, at danske virksomheder tager et grundigt kig på, hvordan sikkerhedssituationen ser ud i forsyningskæden, så hackerne ikke får for gode arbejdsbetingelser.

»De vigtigste leverandører og samarbejdspartnere bør gennemgå en grundig og kritisk vurdering mindst en gang om året for at give hackere og industrispioner kamp til stregen,« siger Serdar Cabuk.