Oplevelsesindustrien i opråb: Den mentale sundhed er i fare
En ny alliance er dannet inden for oplevelsesindustrien, og de har et klart budskab: Der er brug for også at prioritere grin, gnist og glæde, hvis danskerne skal komme igennem krisen med den mentale sundhed intakt.
Biografturen, Superligafodbold på stadion, livekoncerten og meget andet blev med et snuptag lukket ned, da coronakrisen kastede sin skygge over det danske samfund. De selskaber der opererede inden for branchen mistede øjeblikkeligt deres omsætning, og nu kæmper mange af dem for overlevelse.
Frustrationen over myndighedernes coronahåndtering har nu nået et nyt niveau. Flere af aktørerne inden for oplevelsesindustrien er gået sammen i et fælles opråb og en opfordring om at løsne restriktionerne, så danskerne kan få lov til at more sig igen.
»Pandemiens indtog i Danmark og de medfølgende politiske beslutninger har fuldstændigt fjernet den brune sovs til flæskestegen. Eller flødeskummet på æblekagen om man vil. Alt det sjove, alt det ekstra, alt det der ikke er pligt. På den måde risikerer vi, at det hele bliver for surt, for tørt, for kedeligt, for trist og for træls,« skriver alliancen fra oplevelsesindustrien i et åbent brev til myndighederne.
Blandt afsenderne er Old Irish Pub, Danske Biografer og Divisionsforeningen. Sidstnævnte har i den forgangne uge selv været ude med en kampagne for at få fans på stadion til Superligakampene. Ifølge Divisionsforeningen er der ikke påvist et eneste smittetilfælde til de 48 Superligakampe, der over sommeren blev afholdt med tilskuere. Kulturminister Joy Mogensen afviste i et skriftligt svar til Ritzau, at der ville komme fans på stadion, da risikoen for såkaldte superspreder-arrangementer er for stor.
Tilbage står oplevelsesindustrien uden kunder og uden indtjening. Folketingets partier forhandlede i sidste uge en hjælpepakke hjem til oplevelsesindustrien, blot syv måneder for sent, som det lød fra SMVDanmark. Ifølge Peder Blak, adm. direktør i pubkæden Old Irish, så er den politiske opbakning til branchen til at overse.
»Den danske oplevelsesindustri er uden sammenligning den branche, der er hårdest ramt af restriktionerne. Vi mærker ingen opbakning fra politisk hold, og derfor står vi nu sammen om at sætte spørgsmålstegn ved, om det nu også er den rigtige prioritering. Den politiske analyse er, at det, der kan undværes, skal undværes. Derved fokuserer man udelukkende på danskernes fysiske helbred og prioriterer slet ikke den mentale sundhed. Vi spørger, om det nu også er det rigtige at gøre,« siger Peder Blak, adm. direktør hos koncernen, Old Irish Pub, der også er initiativtager til alliancen.
De nuværende restriktioner udløber den 31. oktober. Alliancen håber, at danskernes mentale sundhed vil blive taget med i overvejelserne, hvis restriktionerne forlænges endnu engang.

