Erhverv

Kriseramte pelsavlere lukker modeselskab

Minkavlernes fælles auktionsvirksomhed har gennem otte år forsøgt at lancere eget modemærke. Det opgives nu, da coronakrisen har ramt hårdt i også datterselskabet.

Oh By Kopenhagen Fur har flere gange lavet shows under modeugen i København - som her i 2018. Det med globale indkøbere og modefolk på plads ved catwalken. Arkivfoto: Jesper Olesen.

»Oh by Kopenhagen Fur er lukket. Tak for jeres kærlighed og støtte.«

Sådan står der på hjemmesiden for det danske modeselskab Oh By Kopenhagen, der ejes af de danske pelsdyravlere. Deres fælles auktionsselskab, Kopenhagen Fur, er verdens førende inden for minkskind med afsætning til pelsproducenter, modehuse og andre.

I 2012 blev selskabet Oh By Kopenhagen Fur etableret som en ny aktivitet med direkte salg til forbrugerne. De danske pelsavlere udvidede dermed fra kun at være råvareleverandør. Mærket valgte i første omgang at fokusere på tasker, charms og andet tilbehør med pels. I 2018 kom en ny kollektion med deciderede modeprodukter til.

I fjor blev strategien dog ændret, så Oh-selskabet udelukkende blev forhandler af modeprodukter. Men nu er den aktivitet også lukket og dermed hele selskabet.

Det sker samtidig med, at de danske pelsavlere aktuelt er hårdt ramt af covid-19-smitte. Det betyder, at de danske myndigheder har krævet 4-5 mio. mink slået ned på en lang række bedrifter flere steder i landet.

Om den aktuelle lukning af modemærket skriver adm. direktør Jesper Lauge Christensen, Kopenhagen Fur, i en mail til Finans, at den også bunder i netop coronakrisen.

»Vores store satsning i Oh By Kopenhagen Fur var en centralt beliggende butik i Københavns Lufthavn. Trafikken i butikken faldt til nul fra den ene dag til anden, da corona lukkede verden ned. Vi kunne ikke i overskuelig fremtid se, at der igen ville komme trafik i butikken, og det har vi taget den fulde konsekvens af og lukket selskabet,« fastslår Jesper Lauge Christensen.

Årsregnskabet i Oh By Copenhagen for 2018/19, der blev fremlagt i foråret, viste et underskud før skat på 15 mio. kr. Modeselskabet havde da også en negativ egenkapital.

»Selskabet har tabt sin egenkapital, og der er af moderselskabet, Dansk Pelsdyravlerforening a.m.b.a., modtaget en støtteerklæring, som sikrer selskabets finansiering om fornødent med lån. Støtteerklæringen løber til 31. oktober 2020. Det er planen, at når selskabet er blevet stabiliseret, vil egenkapitalen blive reetableret, enten via en gældskonvertering eller kapitalindskud,« stod der i årsberetningen.

BRANCHENYT
Læs også