Erhverv

Topdanmark opjusterer igen forventningerne til 2020

Forsikringskoncernen har klaret tredje kvartal så godt, at forventninger til årsresultatet nu skrues endnu en tak i vejret.

Topdanmark har klaret sig pænt gennem regnskabsårets tredje kvartal.

Forsikringskæmpen Topdanmark er klar med sin anden opjustering på få måneder.

Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort fredag middag.

Topdanmark forventer nu, at årets samlede resultat i 2020 vil lande i niveauet 750-850 mio. kr mod tidligere 550-750 mio. kr.

Samtidig løftes forventningerne til præmievæksten i skadesforsikring fra 2-3 pct. til 3 pct.

»Vi har i hele 2020 set en solid vækst i vores kundetilgang. Samtidig har vores nye distributionssamarbejde med Nordea fortsat de gode takter fra første halvår, og vi ligger allerede langt over vores målsætning for hele 2020 i antal kunder fra Nordea,« siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.

Ifølge regnskabet har Topdanmark fået 74.000 nye kunder via sit samarbejde med Nordea. Det oprindelige mål for året lød på 55.000 kunder.

»Den gode start på samarbejdet er en af grundene til, at vi nu hæver vores forventninger til årets vækst fra 2-3 pct. til ca. 3 pct.,« fortsætter han.

Topdanmark besluttede 23. marts at suspendere forventningerne til regnskabsåret 2020, men efter første kvartal i slutningen af april kom der igen tal på.

Efter første kvartal lød det forsigtige skøn på et årsresultat i niveauet 450-650 mio. kr., hvilket efter andet kvartal blev opjusteret til til 550-750 mio. kr.

Før corona og suspenderingen af forventningerne var det Topdanmarks forventning at nå 950-1050 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også