Erhverv

Den danske og svenske stat kommer hver til at eje 21,8 pct. af SAS

Det er den endelige konklusionen efter luftfartsselskabet har gennemført sin rekapitaliseringsplan.

Den danske og svenske stat bliver endnu større aktionærer efter rekapitaliseringen af det kriseramte selskab. Foto: Mads Nissen

Efter SAS har fået sin aktiekapitaludvidelse endeligt på plads, kommer den danske og svenske stat til at eje hver 21,8 pct. af luftfartsselskabet.

Oprindeligt fik SAS ikke fuldtegnet sin kapitaludvidelse, men den danske og svenske stat trådte til og tegnede sig for resten. Dermed øgede de deres samlede ejerandel af selskabet.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

I den første runde skulle Danmark og Sverige tegne aktier for 2 mia. sv. kr. I tillæg var der en fortegningsemission på 4 mia. sv. kr.

Den var på forhånd garanteret eller tegnet med 81,5 pct. Ydermere blev 6,44 pct. af kapitaludvidelsen tegnet gennem investorer uden tegningsretter.

Da SAS fik gjort bundlinjen op, betød det, at Danmark og Sverige tegnede de resterende 9,52 pct.

Den samlede rekapitaliseringsplan er på 12 mia. SEK.

»Vi fastholder ”Sælg-anbefalingen” på SAS. Resultaterne af de to aktieemissioner viser, at investorerne ikke har stået i kø for at købe SAS-aktier, og at staterne har hjulpet SAS i mål med at fuldtegne fortegningsemissionen. Vi forudser salgspres i SAS-aktien, når de nye aktier kan sælges,« skriver aktieanalysechef Jacob Petersen fra Sydbank i en kommentar til den gennemførte emission.

Før kapitaludvidelsen sad den danske og svenske stat på 29 pct. af ejerskabet af SAS. Den andel er dermed øget til sammenlagt 43,6 pct.

»SAS har fået tilført den ventede og ønskede kapital. Pengene er nye, men udfordringerne er de samme og kendte: Covid-19,« siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

BRANCHENYT
Læs også