Erhverv

Parken ramt af en stor nedjustering - kritiserer regeringens restriktioner

PARKEN Sport & Entertainment forventer nu et resultat før skat på -280 til -310 mio. kr. i 2020 - Selskabet vil have regeringen til at gentænke restriktioner ved fodboldkampe.

Foto: Jens Dresling Foto: Jens Dresling

Parken Sport & Entertainment har foretaget en større nedjustering af sine forventninger til 2020.

De seneste forventninger lød på et underskud før skat på mellem 200 og 250 mio. kr. Men nu forventer Parken i stedet et minus på mellem 280 og 310 mio. kr.

Coronakrisen og manglende sportslig succes hos FC København bliver dyr for Parken SE i år.

Især fodbolden bløder kraftigt med de store restriktioner i forhold til, hvor mange tilskuere, der må lukkes ind.

Desuden har FC København leveret manglende resultater i både den danske turnering og i Europa.

Det får Parkens bestyrelsesformand til at komme med en hård kritik af regeringens coronarestriktioner over for fodbolden.

»Med den seneste udmelding fra regeringen kan vi ikke forvente, at vi kan byde vores fans indenfor i Parken foreløbig. Det er en trist og alvorlig udvikling for fodbolden i Danmark, og vi mener heller ikke, at der er evidens for nødvendigheden af en så restriktiv tilgang. Vi har tværtimod bevist, at vi kan have op mod 8.000 tilskuere under sundhedsforsvarlige forhold. Jeg vil opfordre regeringen til at gentænke beslutningen og vise vilje til imødekommenhed,« siger bestyrelsesformand Bo Rygaard fra Parken SE.

Til gengæld ventes omsætningen, at blive på et lidt højere niveau. Parken SE regner med, at kunne omsætte for mellem 510-560 mio. kr. Tidligere lød forventningen på mellem 485-585 mio. kr.

»Ændringen foretages med baggrund i de realiserede resultater for de første ni måneder af 2020 samt forventningerne til fjerde kvartal, hvor de fortsatte COVID-19 foranstaltninger vil påvirke forretningsomfanget i segmenterne Lalandia og F.C. København & Stadion negativt,« skriver Parken SE i en fondsbørsmeddelelse.

Selv efter nedjusteringen gør Parken SE opmærksom på, at forventningerne til resultatet før skat er behæftet med stor usikkerhed.

Blandt indgår der ikke ”yderligere værdireguleringer af koncernens aktiver udover den i kvartalsrapporten for 1. kvartal 2020 oplyste værdiregulering af Investeringsejendommene på minus 37,5 mio. kr.”

Den endelige kvartalsrapport offentliggøres den 3. november.

BRANCHENYT
Læs også