Erhverv

Iværksætter-par tjener millioner på børnetøj - nyt domicil skal sikre fremtiden

Den danske webshop Luksusbaby, der er stiftet af kæresteparret Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær, har fået vokseværk.

På få år er Luksusbaby blevet en millionforretning for parret fra Aalborg. 
Foto: Luksusbaby

Det aalborgensiske kærestepar Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær har gjort det, som for mange danskere formentligt kun bliver ved drømmen.

Midt i en travl hverdag med tvillinger og familieliv er det nemlig lykkedes det danske iværksætter-par at opbygge en solid millionforretning. Det er sket gennem virksomheden Luksusbaby, der sælger børnetøj online og alene forrige år leverede et overskud efter skat på knap 6 mio. kr.

Nu har den hurtigtvoksende virksomhed imidlertid fået pladsproblemer, som sætter begrænsninger for selskabets yderligere vækst, og derfor har kæresteparret besluttet sig for at skifte virksomhedens nuværende placering i Aalborg ud med en 16.000 kvm stor erhvervsgrund omkring 20 km fra den tidligere placering.

»Da Louise og jeg startede vores virksomhed for 6 år siden, var det med udgangspunkt i, at der ikke var tilsvarende webshops, som havde kvalitetsbørnetøj samlet et sted, og hvor tilgængeligheden var i højsæde – en faktor som er altafgørende for den gængse børnefamilie i en hektisk hverdag. Og det viste sig at være en god idé, for vores nuværende rammer på 2.300 kvm er blevet for små, og derfor har vi de sidste par år været i gang med det indledende til at bygge noget større,« udtaler medejer af Luksusbaby, Morten Grabowski Kjær i en pressemeddelelse.

I første omgang har iværksætter-parret besluttet sig for at bygge på 4.000 kvm af de i alt 16.000 kvm store grund i Støvring, der ligger placeret tæt ved motorvej, havn og lufthavn, hvilket ifølge Morten Grabowski Kjær sikrer »gode vækstbetingelser« for virksomheden.

Luksusbaby blev stiftet i 2014, efter at Louise Christine Aasted under en barsel med parrets tvillinger fik ideen til virksomheden. Hun har tidligere fortalt til Finans, at selskabet i år forventer en omsætning, der runder 100 mio. kr.

»Til trods for corona ser det ud til, at vi kommer til at klare det godt. Det har været en fordel for os, fordi vores onlinesalg har fået et boost. Vi håber på at vokse 50-100 pct. i det nuværende regnskabsår,« lød det i den forbindelse fra Louise Christine Aasted .

I alt har selskabet omkring 80 ansatte fordelt på webshop, butik og lager.

BRANCHENYT
Læs også