Erhverv

Falcks omsætning falder: »2020 har været et år med betydelige udfordringer«

Redningskoncernen er mandag morgen kommet med kvartalsregnskab.

Foto: René Schütze

Falcks forretning er på skrump. Det kan aflæses i et nyt regnskab fra redningskoncernen, som byder på en faldende omsætning.

I årets tredje kvartal endte omsætningen således på lidt over 2,9 mia. kr. I samme periode i fjor var omsætningen på 3,4 mia. kr.

Justeret for frasalg og lukning af ikke-kerne-aktiviteter samt valutakursudsving faldt omsætningen med 8,1 pct.

Dog steg både driftsresultatet og bundlinjen grundet en række besparelser i Falck, som i juni fyrede hundredvis af ansatte.

»2020 har været et år med betydelige udfordringer. Men på grund af tiltag, som vi gennemførte allerede i andet kvartal, er vi nu i en stabil finansiel position, hvor vi leverer solide resultater både finansielt og operationelt,« siger Jakob Riis, topchef i Falck, i en pressemeddelelse.

Falck har nu præciseret sine økonomiske forventninger til 2020 og forventer nu en omsætning i intervallet 12-12,5 mia. kr. mod tidligere 11,5-12,5 mia. kr. Forventningen til driftsresultater er nu i intervallet 500-650 mio. kr. mod tidligere 400-600 mio. kr.

Det er Falcks overbevisning, at markedet for sundhedsydelser indeholder et betydeligt potentiale, og at Falcks kombination af kontraktbaserede abonnementsordninger og pay-on-use-ydelser udgør en robust forretningsmodel.

»Hver dag året rundt bliver Falcks medarbejdere sendt ud for at hjælpe mennesker i nød, for at transportere patienter mellem hospitaler og deres hjem, eller for at give forskellige former for behandling. Jeg er stolt af den støtte, som vores medarbejdere leverer til sundhedssystemer i flere lande,« siger Jakob Riis.

BRANCHENYT
Læs også