Erhverv

Volkswagen-chef: Bilindustrien behøver ikke flere hjælpepakker

Herbert Diess mener ikke, at bilindustrien har brug for mere støtte med mindre der kommer yderligere økonomisk nedgang. Foto: AP/Paul Sancya

Volkswagens administrerende direktør, Herbert Diess, har sat sin kamp for mere støtte til bilindustrien i bero, efter at bilproducenten har oplevet et overraskende positivt opsving i bilsalget i Vesteuropa og Kina.

Det skriver Financial Times.

- Hvis vi ikke rammer ind i en ny nedlukning eller ser yderligere økonomisk nedgang, så mener jeg ikke, at der er behov for mere støtte, siger Herbert Diess til Financial Times.

Topchefen talte ellers tidligere i år meget aktivt for offentlige tilskud til bilbranchen, da pandemien tog fat i markedet.

At tonen har skiftet hos Volkswagen skyldes, at selskabet oplevede en salgsvækst på over 10 pct. i september, selv om den europæiske bilindustri som helhed er gået tilbage med knap 30 pct. i år.

Den tyske bilproducents salg i Kina lå også en anelse over niveauet for september sidste år, hvilket har givet selskabet troen på at kunne levere et overskud for hele 2020.

Volkswagen er imidlertid ikke alene om at afskrive behovet for yderligere hjælpepakker i branchen.

Også konkurrenten Daimler er kommet med en lignende udmelding efter selskabets bundlinje steg 20 pct. i tredje kvartal.

Daimlers administrerende direktør, Ola Kallenius, beskrev i forbindelse med resultatet situationen som "næsten for god til at være sand".

BRANCHENYT
Læs også