Erhverv

Danske virksomheder skal forberede sig på Amazon-invasion af Danmark

Amazon er landet i Sverige, og derfor bør danske virksomheder forberede sig på, at den amerikanske gigant snart går ind på det danske marked, lyder opfordringen fra landets største erhvervsorganisation.

Nethandelsgiganten Amazon har lanceret sin platform i Sverige. Nu er spørgsmålet, hvornår Amazon kommer til Danmark. Arkivfoto: Victor J. Blue/Bloomberg

Danske virksomheder bør forberede sig grundigt på en snarlig Amazon-invasion af Danmark.

Sådan lyder opfordringen fra Dansk Industri (DI), efter at den amerikanske techgigant onsdag morgen har lanceret en svensk udgave af sin nethandelsplatform.

»Vi har længe forventet, at Amazon ville lancere inden black friday for at teste sitet hen over efteråret, så det er klar til julehandlen. Vi forventer, at Amazon også vil etablere sig i Danmark inden længe,« siger Sidsel Dyrholm Holst, branchedirektør i DI Handel.

»Lanceringen af Amazon betyder, at danske virksomheder for alvor skal i gang med at forberede sig. Mange har allerede gjort meget for at styrke deres nethandel, men nu skal endnu flere i gang,« fortsætter hun.

Efter længere tids rygter bekræftede Amazon i august, at selskabet var vej med en handelsplatform til det svenske marked – uden dog at sætte dato på lanceringen.

Med etableringen af Amazon i Sverige er den amerikanske techgigant nu til stede i syv europæiske lande – bl.a. Tyskland, Storbritannien og Holland.

Hvis Amazon bruger det svenske brohoved til at rykke over Øresund, vil det få stor betydning for de danske virksomheder, forudser DI.

»Mange af vores medlemmer er bekymret, og det er der ikke noget at sige til. I mange af de andre lande hvor Amazon er aktiv, herunder især i USA og Tyskland, har det vendt op og ned på handelsbranchen, og Amazon har opnået markante markedsandele,« siger Sidsel Dyrholm Holst.

Danske kunder har allerede i årevis kunnet handle gennem Amazon i USA, Storbritannien eller Tyskland.

Det er endnu uklart, om det også er muligt for danske kunder at købe varer gennem amazon.se og få dem sendt til Danmark.

Amazon, der blev grundlagt af Jeff Bezos i 1994, var oprindeligt en onlineboghandel, men har siden vokset sig til en global nethandelsgigant med varer inden for stort set alle områder.

Jeff Bezos er i dag verdens rigeste mand og god for næsten 200 mia. dollars, svarende til mere end 1.200 mia. danske kr.

Amazon havde sidste år en omsætning på mere end 280 mia. dollars.

BRANCHENYT
Læs også