Erhverv

Kraftig reaktion: Smittetal stiger, aktierne falder

Rygter om nedlukning rammer aktierne mærkbart.

Der er opstået uro på de europæiske aktiemarkeder, og Danmark er ikke gået fri. Arkivfoto: Finn Frandsen

Stigende smittetal, planer om nedlukning og generel nervøsitet kan nu for alvor mærkes på aktiemarkederne.

Det toneangivende danske OMXC25-indeks sluttede onsdagen med et fald på 2,6 pct. Dermed er indekset nu faldet næsten 5 pct. på to dage.

Indekset ligger nu i 1.464. Det er dog stadig 50 pct. højere, end da første bølge af corona-smitten hærgede i Danmark i marts, og landet blev mere eller mindre nedlukket.

I Tyskland tegner alt til en ny nedlukning dog i mildere form end i marts ifølge det tyske nyhedsbureau, DPA.

Det tyske DAX-indeks faldt derfor også noget mere, nemlig med ca. 4 pct. Det tyske aktiemarked har langt større udsving end de danske, og 2020 har bestemt ikke været et godt aktieår i Tyskland.

Siden midten af oktober har indekset tabt ca. 11 pct. i værdi, og det ligger nu på det laveste niveau i næsten et halvt år.

Også i Frankrig var der større kursøretæver med et fald i det toneangivende indeks på ca. 3,5 pct.

I Frankrig diskuteres det også, om landet skal helt eller delvist nedlukkes.

I USA åbnede markederne med fald i omegnen af 3 pct. i de tre ledende indeks. Det amerikanske aktiemarked sætter stort set altid retningen for de øvrige markeder.

Men meget af faldet må formodes indregnet i onsdagens fald i Europa.

BRANCHENYT
Læs også